OPP: Alle taler om det, men få gør det

Bl.a. bragt i  DK Nyt, oktober 2009

Kommunerne er nøglen til at få partnerskaber om udvikling af cleantech løsninger mellem offentlige og private aktører til at fungere. Konference satte fokus på strategiske samarbejder på tværs.

Af Birgitte Ramsø Thomsen

Strategiske partnerskaber mellem offentlige og private aktører har været på dagsordenen i mindst ti år, uden at der er sket så meget. Nu vil Gate 21, et non-profit projekthus udsprunget af Miljøvidenparken, være et center, der bringer parterne sammen for at udvikle nye klima- og energiløsninger.

Åbningen af centret den 19. oktober blev markeret samtidig med, at centret i samarbejde med Plan C afholdt konferencen Green Key, som satte fokus på, hvordan – og hvorfor – man kan etablere levedygtige partnerskaber mellem private virksomheder, kommuner og videninstitutioner.

Renoving på den fremtidssikre måde

Niels Carsten Bluhme, som er direktør for miljø og teknik i Albertslund Kommune og samtidig direktør i Gate 21, tegnede på konferencen den virkelighed op, som mange kommuner står i. Skoler, institutioner og en boligmasse, som i hast blev smækket op for 30-40 år siden er dyre at vedligeholde og dyre i energi.

Kommunerne står i dag med et massivt renoveringsbehov – og samfundet har samtidig krav om at reducere co2-udledningen, hvoraf det offentlige kommer til at præstere en pæn del af den reduktion. I Albertslund har man valgt at gøre det på den energirigtige og fremtidssikrede måde og derfor er man stærkt interesseret i at indgå i partnerskaber.

Han ser klimaudfordringen som en mulighed, siger han. ”Vi definerer Albertslund som et eksperimentarium. Hvis vi kan løfte i fællesskab med flere kommuner og på tværs i kommuner kan definere fælles problemstillinger og fælles løsninger, så er det vejen frem”.

Et eksempel er kommunens nye belysningsanlæg, hvor en ny LED- og solcellelampe med direkte lys er udviklet i partnerskab med bl.a. DONG, DTU, Philips og designer Mads Odgård på halvandet år.

Partnerskaber er vejen frem

Andre af konferencens mange oplægsholdere var enige i, at strategiske partnerskaber er vejen frem til mange gode løsninger. Partner Manager Charlotte Vang Gregersen fra DONG Energy, som konkret har samarbejdet med bl.a. Kalundborg Kommune fortalte: ”Vi ved ikke hvad fremtiden bringer, derfor er det interessant for os at indgå partnerskaber. Vi kan ikke blive ved med silotænkning: Private gør det på én måde – kommuner på en anden.”

Hendes vurdering, ligesom andres, var at efter COP15 (klimakonference i december) vil der være et fornyet lovmæssigt pres for at opnå energibesparelser, og det vil medføre en efterspørgsel på nye løsninger, som partnerskaberne kan skabe.

Find motivationen

Manager Martin Haaning fra Rambøll Management har kigget nærmere på de barrierer, som der kan være mod at indgå i partnerskaber. Grundlæggende er det svært at kravspecificere en god idé.

Han opfordrede til at dykke ned i de forskellige motivationer og udgangspunkter hver part har, for at forstå, hvorfor det nogle gange er vanskeligt at indgå et samarbejde om innovation. Grundlæggende er folk kun med, så længe det er sjovt.

Den offentlige part er først og fremmest en driftsinstitution, som har bundne opgaver.

”Man skal ikke som privat partner forvente, at den offentlige institution per definition vil være innovativ, for der er den driftsside”

Den offentlige part skal kunne se et konkret behov (for besparelser, løsning af nye problemer, bedre løsninger på gamle) og arbejder med en kort tidshorisont.

Den private part er derimod tvunget til stadig at innovere og skal kunne se en mulighed for at lave forretning, om ikke nødvendigvis på den korte, så i hvert fald på den lange bane.

Hvis tingene skal lykkes er det derfor nødvendigt, at de private virksomheder oplever en ægte interesse og commitment fra den offentlige part. Til gengæld får man så en unik mulighed for at se, hvor markedet og brugerne bevæger sig hen.

”I skal brede jeres forståelse af partnerskabet ud. Innovation kan både være bundet op til konkrete produkter, men det kan også være services, drift og vedligehold. Man skal designe sit partnerskab specifikt med fokus på det behov man har.” Hans afsluttende råd til de offentlige aktører er:

”I skal se jer selv som en arena, hvor man kan prøve ting af”.

Professor Carsten Greve fra CBS forsker i offentlig-privat samspil og mindede om, partnerskaber kræver store ressourcer til projektledelse, og ikke mindst – en anerkendelse af de forskellige interesser parterne har.

Konferencens internationale gæst, Nikolai Worp fra det hollandske ejendomsudviklingsselskab OVG fortalte bl.a. om erfaringerne fra et samarbejde om Europas grønneste kontorbygning TNT Green Office. Han pegede på, at det altid er en motivationsfaktor at gøre lagkagen større, for så at dele. Det vil sige f.eks. at dele værdien af energibesparelser mellem lejer/bygherre og energiselskabet.

Al den innovation – og så skal det i udbud!

Så er der det med finansieringen. Et ømt punkt for flere er, hvordan man får reglerne om udbud til at spille sammen med de samarbejder, hvor private virksomheder i en startfase investerer mange mandskabsressourcer på at udvikle et projekt. For så at risikere at tabe en udbudsrunde til konkurrenten i sidste ende.

Og i forhold til lovgivning og fx. udbudsregler er det vigtigt at stille proaktive spørgsmål til juristerne, fremhævede Martin Haaning fra Rambøll Management: ”Hvordan kan vi få lov at lave det her”. Ikke ”Er det lovligt at gøre sådan her?”

Også analysechef Morten Hvidberg fra Erhvervs- og Byggestyrelsen som præsenterede en analyse af offentlig/privat samarbejde om innovation pointerede det med juraen: ”Det kan blive for tungt. Vi må flytte fokus fra jura og til innovation, selv om det svært, for der findes nogle regler om rettigheder, udbuds- og indkøbsregler. Men det er vigtigt at finde nogle modeller, hvor man i de tidlige faser kan være i en dialog med den offentlige part uden at det bliver for tungt.”

Han pegede også på, at det kan være svært overhovedet for de mindre virksomheder at finde ind til den offentlige sektor, finde den man skal tale med og finde ud af hvor behovene ligger.

”Man skal være rede til at tage den lidt lange dialog, fra man har ideen til man står med produktet. Jeg tror, at det er ret vigtigt, at det offentlige også selv er udfarende og prøver at spille ud med de ideer, de har, og invitere virksomhederne indenfor.”

Tid, ro og rum er faktorer

Morten Hvidberg var i sit indlæg også inde på, at for at få succesfulde projekter er det vigtigt, der sker en adskillelse af innovation og drift hos de deltagende parter.

Direktør Martin Manthorpe fra entrepenøren NCC var enig: ”Vi, der engagerer vores virksomheder skal give medarbejderne tid, ro og rum til det her, før vi spørger om stregkoden.”

Rum betyder også at skabe faciliteter: her betyder den fysiske nærhed mellem projektets deltagere faktisk noget positivt er hans erfaring.

Både spørgsmålene om rum og penge samlede centerchef Jacob Lundgaard op på i sin præsentation af Gate 21.

Et af Gate 21’s formål er at tiltrække ekstern finansiering til dækning af udviklingsomkostninger. En af hans konklusioner er, at der er rigtig megen funding at få – ikke mindst fra EU.

”Vi ser det som en opgave at være tæt på dem, der er centrale på fundingområdet. Vi tror på, at vi kan skaffe megen ekstern funding til fælles projekter.

Med hensyn til rum til projekterne er det også Gate 21, der kan facilitere projekternes gennemførelse. ”Vi tilbyder at projekterne kan bo hos os, at vi faciliterer at projekterne bliver skabt og at de bliver ledt igennem,” sluttede Jacob Lundgaard dagen.

Fakta:

Gate 21 – forum der samler offentlige aktører, private virksomheder og videninstitutioner om at skabe bæredygtige løsninger inden for byggeri, transport, lys, energiforsyning og ressourceanvendelse. Pt. 23 partnere, som er nogle af landet mest kompetente på klima, energi og miljø. Stiftet som forening i 2007 under navnet Miljøvidenparken, med sekretariat i Albertslund.

Green Key – konferencen 19. oktober sætter fokus på strategiske partnerskaber på tværs, der kan bidrage til et bæredygtigt samfund og grøn vækst.

Plan C – projekt, hvor 37 partnere over de kommende tre år vil udvikle nye løsninger inden for energirigtig renovering.

Det handler ikke om dig, når kunden flipper ud

Bragt i FTF Akasses nyhedsbrev Job & Karriere: juni 2010

Vi er lynhurtige til at afkode hvilken type menneske, vi står overfor. Hvis vi også kender os selv godt nok, kan vi lægge adfærdsstrategier, der minimerer de drænende konflikter med dem, vi er sat til at servicere.

Af Birgitte Ramsø Thomsen

Det er ikke altid lige gnidningsløst at være medarbejder i frontlinjen, hvad enten det er ved kassen, skranken, eller bag headset og skrivebord.

“Megen af den aggression, du møder, har ikke noget med dig selv at gøre. Det er rester fra nogle andre konflikter, de mennesker ikke har fået ud. De skal trykkes af et eller andet sted,” siger konfliktrådgiver og ledelseskonsulent Sebastian Nybo, i en mobiltelefon på vej til at afholde et kursus med titlen “Sådan håndterer du besværlige personer”.

Han bruger selv et malende billede i sine bøger og foredrag: Køleskabsskvulp. Det er det, der sker, når modpartens psykiske køleskab pludselig springer op, og en 40 år gammel karton rådden yoghurt ryger ud i hovedet på dig. Det har ikke noget med dig at gøre, men situationen har trigget nogle rester af gamle konflikter i din modpart. Hvis du ikke er opmærksom på, hvad der sker, ryger dit eget køleskab op og sender en otte år gammel lodden rullepølse retur. Og så starter balladen først.

“Jo mere pressede vi bliver, jo hurtigere bliver vi til at konflikte. Vi konflikter typisk hierarkisk – vi finder det sted, hvor det er lettest at komme af med den negative energi. Så hvis du har en chef, du ikke får sagt fra overfor, så går det ud over kassedamen lidt senere nede i Irma,” siger Sebastian Nybo.

Han mener, at selv om det sunde etiske princip er at sende negativ konflikt tilbage til kilden – altså at tage konflikten der og med den person, hvor den hører hjemme, så efterlever alle ikke det princip i praksis. Og derfor får vi nogle gange meget uforudsigelige og voldsomme konflikter, som vi ikke selv er skyld i.

Læg en bevidst strategi

Han råder til, at man som medarbejder ikke skal gå ind i konflikten, selv om kunden, klienten eller borgeren er urimelig. Derimod skal man vide, hvordan man møder modparten. 

Vores ubevidste intelligens afkoder lynhurtigt i løbet af de første 5-8 sekunder, hvilken type menneske, man har at gøre med. Det sker, fordi vi aflæser kropssprog, stemmeføring og tonefald.

Kan man få sine observationer op på det bevidste plan, kan man lave en strategi, for hvordan man med sin kommunikation afmonterer en konflikt, afhængig af hvilken type man står overfor – og hvilken type man selv er, mener Sebastian Nybo.

“Man skal agere, frem for at reagere. Man skal helst nå at tage stilling til, om jeg har sagt noget, der berettiger til den reaktion? Nej? Så går jeg slet ikke ind i det.”

Det lyder enkelt, men Sebastian Nybo understreger, at det kræver træning at være energineutral, som han kalder det.

“Det kræver mental træning ikke at være overansvarlig for andres negative energi”.

Han anbefaler bl.a. en åndedrætsteknik, der ved ti minutters daglig øvelse bevisligt gør dig bedre til at holde dig energineutral – og dermed bedre til at modstå meget kritiske og negative konflikter.

Alle har en maksimumgrænse

Principperne for hvordan mennesketyper reagerer og hvordan konflikter udvikler sig er de samme, hvad enten det handler om kunder, kolleger eller private relationer. Men der er en vigtig forskel.

“I en butiks- eller anden kundesammenhæng er relationen hverken særlig gammel eller længerevarende.  Det er noget andet med dem, vi holder af, arbejder tæt sammen med, eller gerne vil kunne komme igen hos. Dem sviner vi ikke så meget til.”

Sebastian Nybo understreger, at lige meget hvor meget, man laver øvelser og er god til at lave en såkaldt “firewall” omkring sig, er der en maksimumgrænse for, hvad man kan tåle. Hvis man har virkelig kritiske og aggressive kunder, kan det være nødvendigt at sætte en grænse: Fx at medarbejderne højst må have to gange en times samtaler af denne type om dagen. Og så skal de lave noget andet ind imellem. Ellers bliver de slidt ned.

(boks)

Hvilken type er du oppe imod?

Sebastian Nybo har – med inspiration fra bl.a. Howard Gardner, som lancerede teorien om mange intelligenser – opdelt mennesker i fire hovedtyper. Hver type har deres slagside, dvs. en negativ adfærd, som kommer frem under pres.

SQ – Handleren

Denne person har styrke og mod som positive kendetegn. Fremfører sine synspunkter klart og tydeligt og virker selvsikker. Men denne type er ikke særlig tålmodig og bliver hurtigt udtrættet af lange og detaljerede forklaringer.

Skyggesiden er en aggressiv og til tider brutal adfærd. Skruer en SQ’er sig først op, kan det være næsten umuligt at få ham ned af konfliktrampen igen.

Sådan håndterer du typen: Bevar energineutraliteten og vis ikke tegn på underkastelse. Drop de undskyldende indledninger og gentag roligt dine synspunkter. Undgå at konfrontere en SQ’er med en kritik af ham, når andre hører på det – værdighedstabet vil få ham til at gå i clinch.

EQ – Føleren

Emotionel, empatisk og inkluderende.

Er god til at skabe gode relationer. Men har omvendt svært ved at sætte grænser og bliver let følelsesladede. Kan blive meget tidsrøvende og klistrende.

Skyggesiden er passivitet og en hæmmet og hensynsbetændt adfærd. Vil ofte reagere med konfliktskyhed og flugt. I yderste konsekvens får de en offeradfærd. De fortæller alle andre om den dårlige behandling, de har fået og føler sig forurettet, misforstået og ikke hørt.

Sådan håndterer du typen: Har du en konflikt med denne type person, så afsæt rigelig tid til at lytte og gør det rigtigt i første hug. Kom ikke med for lange tekniske forklaringer. Tal i stedet om, hvad du kunne gøre, for at I sammen finder en løsning.

IQ – Tænkeren

Rationel, vurderende og analytisk.

Er ofte begavet og med stor interesse for de korrekte detaljer og teknik. Som skyggeside virker de opgivende og ser problemer frem for muligheder. Bliver en IQ’er presset kommer han let til at virke nedladende eller arrogant.

Sådan håndterer du typen: Vær konkret, præcis og tydelig. Undgå undskyldninger, men hold dig til facts – uden at svare igen. Gør dig klart, hvor din detaljegrænse går – og sig hellere: “Det spørgsmål vil jeg meget gerne vende tilbage til, når jeg har haft mulighed for at undersøge det.”

FQ – Forandreren

Forandringsvillig, åben og mulighedsorienteret.

For ham findes der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. De elsker at udfordre alting og bryder sig ikke om begrænsninger i form af bureaukrati, procedurer eller regler. Mener ofte at reglerne er gode for andre, men naturligvis ikke behøver gælde for dem selv.

FQ’eren vil gerne lige teste, om man ikke kan opnå dette eller hin ekstra fordel. Bliver personligt forurettet over, at skulle indordne sig under samme regler som andre. Og så kan FQ’eren svinge fra overdreven taknemmelighed til at være ekstrem opfarende på et minut.

Sådan håndterer du typen: Forbliv selv centreret og fokuseret, selv om den hektiske adfærd kan tage pusten fra dig. Træk vejret, forhold dig energineutral og tal i et roligt og afdæmpet stemmeleje. Vis at du ikke rokker dig.

På baggrund af bogen “Sådan håndterer du besværlige personer” af Sebastian Nybo, Lindhardt og Ringhof.

Er du selv en besværlig person?

Hvis du selv er en besværlig person, er det måske i virkeligheden dig og ikke de andre, der skaber konflikten. Sebastian Nybo har lavet denne test, som kan tages på nettet:

 www.lederweb.dk/Personale/Konflikthandtering/Artikel/80258/TEST-Er-du-en-besvarlig-person

Grøn supermagt

Redigeret version bragt i Radikal Politik, august 2009

Thomas Friedman er klummeskribent på New York Times. Og en del af en ny indflydelsesrig liga, som argumenterer for, at ”going green” er den eneste vej frem for USA – og resten af verden. Han rejser jorden flad fra Grønland til Kina bl.a. med Danmark som mønstereksemplet.

 Af Birgitte Ramsø Thomsen

En mærkvejrdig dag i Washington DC. Kalenderen siger februar, men temperaturen har en uge efter snestorm ramt 18 grader. I solskinnet har regeringsbyens professionelle habitter lagt vinterfrakken væk. Få uger efter præsident Obamas indsættelse i tindrende frostgrader er sneen nu fuldstændig smeltet over the Malls nedtrådte græs og en strid, lun blæst fejer gennem de åbne vidders gamle blade og nøgne træer.

Et kvarters gang derfra ligger New York Times’ redaktionskontorer.

Her huserer stjerneskribenten Thomas Friedman i et stort og hyggeligt hjørnekontor med polstret, højrødt sofaarrangement, når han ikke er fløjet et eller andet sted hen på kloden. Det er han ofte. For udover at skrive sine to ugentlige klummer til avisen, deltager han i klimatopmøder, interviewer regeringschefer, forskere, virksomhedsledere og græsrødder og researcher til sine artikler og bøger.

Som ofte før, får den indledende snak om vejret med Friedman en ekstra dimension. Og ikke af den betryggende slags. Klimarekorder bliver nu sat overalt på kloden – også her i Washington DC.

”Global weirding” kaldes det også i Thomas Friedmans nye bog, som Radikal Politiks udsendte taler med ham om, mens han tygger sig igennem sin frokostsandwich.

DE NYE GRØNNE

Thomas Friedman er en af de amerikanere, som er overbevist om, at klimaændringerne er alvorlige, at der skal handles nu – og at problemerne kan vise sig at indeholde store muligheder. Men det er nu ikke så meget indholdet i det, han siger, der er bemærkelsesværdigt.

At situationen er alvorlig og hvorfor vi er endt i den, kommer ikke som et chok for de fleste oplyste europæere. Det er mere det, at det nu siges i USA– fra en fremtrædende plads og med eftertryk. Friedmans holdninger er markante og radikale i et USA, som har været mildt sagt fodslæbende med at erkende sin rolle og anerkende sit ansvar. Og det er ikke mindst usædvanligt, at en tidligere udenrigskorrespondent og anerkendt politisk kommentator som fx. har været glødende tilhænger af krigen i Irak (”af demokratiske grunde”) med brask og bram er gået ind i klima- og energidebatten.

Hans prædikestol er dels New York Times, hvor hans klummer hver uge bliver læst af flere millioner læsere og hvor han har vundet tre Pulitzer-priser for sin journalistik. Dernæst hans bestsellerbøger bl.a. ”The world is flat” fra 2007 (om globalisering) og den nyeste ”Klimaets tidsalder ” (am.: Hot, flat and crowded – Why America needs a green revolution).

For Friedman handler det ikke om kramme træer og redde nuttede isbjørne. Han har en meget større, national dagsorden.

USA skal investere massivt i at udvikle nye, grønne teknologier, dels fordi det er nødvendigt af hensyn til det globale klima og miljø. Men også for at opnå uafhængighed af den olie, som USA er blevet misbruger af og som støtter petrodictators i Mellemøsten. Og indirekte terror og kaos, mener han.

En positiv anmeldelse i det for amerikanske forhold venstreorienterede tidsskrift American Prospect fik Thomas Friedman til at se på sin egen rolle i energi- og klimadebatten på en ny måde. Anmelderen David Roberts udnævnte Friedman til at være en del af en nyslået grøn koalition, som har set dagens lys i den amerikanske klimadebat: De nye grønne.

– Jeg er en af dem som virkelig har bragt grønne emner ind i strategidiskussioner, ind i bestyrelseslokalerne hos virksomheder, som har lyttet til mig på en måde, som man ikke har til de traditionelle grønne i den mere klassiske, europæiske forstand.

De nye grønne kommer ikke til kongressen og siger: ”Undskyld, høje herrer. Ville det være i orden hvis vi lige plantede et par træer her?” Vi har et meget større budskab. At handle grønt handler ikke bare om elkraft, men om national kraft. Det handler om, hvordan vi igen bliver stærke i dette land, og hvordan vi bliver respekterede og sikre igen.

At plante træer er også en stor del af min vision, men det er ikke det hele. Vi kommer fra et andet hjørne i denne debat. Jeg har dyb respekt for de ”gamle grønne”. Det er ikke et spørgsmål om at være bedre eller dårligere, siger han.

Det er nye toner i et USA, hvis regering i de forløbne otte år har rynket på næsen af alt, hvad der handlede om miljø og rutinemæssigt blokeret i internationale forhandlinger. Energibesparelser har ikke været en del af den politiske mainstream. Og derfor mener Friedman, at det er nødvendigt med bogens 448 sider med detaljerede analyser og blomstrende anekdoter for at forklare den amerikanske offentlighed, at det faktisk står helt galt til, hvorfor det gør det – og hvad der skal gøres.

– Jeg tror ikke, argumenterne er blevet præsenteret så godt som de burde. Vi har lige haft otte år med George Bush og Dick Cheney. George Bush kunne ikke få ordet c-c-conservation (energibesparelser) ud af sin mund, siger Friedman og hentyder til en af ekspræsidentens berygtede sprogsvipsere. Energibesparelser var et grimt ord for Dick Cheney, og han fik det aldrig over sine læber. Det var for piger. ”Mænd som mig sparer ikke på energien. Vi spiser og forbruger, for det er hvad magtfulde mennesker gør”. Han var en idiot, synes jeg, og han har aldrig forstået, hvordan energibesparelser kan gøre USA stærkere.

Thomas Friedman har større forhåbninger til præsident Obama. Han roser præsidentens satsninger på grønne jobs og grøn teknologi i de økonomiske hjælpepakker og udnævnelsen af personer til centrale topposter i regeringen. Men er stadig betænkelig ved, at energi- og klimapolitik ikke har fået den helt centrale placering, som er nødvendig.

– Jeg håber, at præsident Obama vil kunne bruge sin position, når vi kommer ud af denne økonomiske krise til at lave nogle forandringer. Til at være en reel educator-in-chief. Jeg ville bare ønske, at han ikke var bundet på hænder og fødder. Den økonomiske krise har i den grad suget ilten ud af lokalet.

PRIS OG INNOVATION

Thomas Friedman tror fremfor flere klimakonferencer mere på to grundlæggende elementer. Et prismæssigt incitament og innovation. Fastlagte energipriser skal vise forbrugere og energiproducenter, hvad de kan forvente, så de indretter adfærden derefter. Det signal skal gøre de beskidte energikilder fra helvede: olie, kul og gas dyrere og rene vedvarende energiformer som vind, sol og jordvarme billigere. Først da vil forandringen tage fart.

– Uden et prissignal, som skubber alle i den samme retning, bliver det meget svært. Jeg er ikke imod klimakonferencen i København (til december), jeg hepper da på den. Men jeg tror ikke på, at vi kan lovgive os ud af dette problem. Jeg tror simpelthen ikke på, at vi får 192 lande til at enes om en global ramme. Men alt hvad man kan opnå, vil være et fremskridt.

 Det andet element handler om at skabe et økosystem for innovation.

– Intet land har gjort det bedre end Danmark, og det siger jeg ikke for at smigre. Jeg beskriver det i min bog: Jeres CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder og regler. Det vil jeg gerne have USA til at gøre i fuld skala. I har skabt et system, der ansporer til massiv innovation. Hvorfor blev Danisco, Novozymes og Vestas skabt i dette lille land med fem millioner mennesker. Det var ikke en selvfølge. De virksomheder kunne være kommet ud af Portugal eller Schweiz, men det gjorde de ikke. Det er jo ikke fordi, I har så meget bedre vind, sol eller biomasse.

Hans kongstanke er at stimulere innovation. Som hans ofte gentagne soundbite lyder:

– Vi skal have 10.000 grønne opfindere i 10.000 garager, der afprøver 10.000 forskellige ting. 1000 af dem vil være lovende, 100 vil være sindssygt cool og to af dem vil blive det nye grønne Google eller Microsoft. ET – energiteknologi – bliver det nye IT, og det vil give reel forandring.

Her har europæiske lande og især Danmark været den rollemodel, som Thomas Friedman igen og igen fremhæver i den amerikanske debat.

– Jeg bliver hele tiden spurgt: Hvordan skulle det kunne lade sig gøre med skatter på CO2-udledning? Så siger jeg: Lad mig fortælle jer om Danmark. Her har de afgifter og benzin til over 10 kr. literen – de må jo være til rotterne, i fattighuset, de stakkels danskere. Næh, faktisk har de under en procent arbejdsløshed, en stabil valuta og en stor eksportindustri indenfor grøn teknologi. Er du klar over, hvor nyttigt det er for mig? Jeg har et konkret eksempel. Fortæl mig, hvad der er galt i det billede. Kæmpe eksportindustri baseret på ren teknologi, rent miljø, et stærkt moralsk eksempel – uafhængig af petrodiktaturer. Hvilket element bryder du dig ikke om, Rush Limbaugh (populær højreekstremistisk radiovært)?

LAD OS GØRE DET SPÆNDENDE

Jo mere man forbedrer teknologierne til at forhindre klimaændringer og nedsætte energiforbruget, jo større chance har man for at have teknologien til at tilpasse sig klimaforandring. Derfor skal man ikke droppe innovation og kun arbejde på tilpasning, som Bjørn Lomborg har været fortaler for, advarer  Friedman.

– Du fjerner det aspekt, hvor menneskeheden kan stræbe og innovere. Det fjerner motivationen.

Og vi skal motivere de unge. De skal stå og prøve ting af og regeringerne skal støtte op og fyre op under dem. Derfor betyder lederskab noget. Jeg har været til mange klimakonferencer i hele verden. Der er for mange hvide mænd i grå nålestribede habitter, der taler om klima. Der er ikke nok budskaber, der inspirerer og ansporer, og som unge mennesker virkelig kan tage til sig.

– Det er ikke så kedeligt, lad os gøre det spændende. Efter bogen udkom, har jeg har talt for virkelig store forsamlinger. Det siger mig, at folk er sultne efter en måde at tænke over det på.

Thomas Friedman understreger, at inspirationen og energien skal komme på en ærlig måde. Han langer i et bogens kapitler ”205 nemme måder at redde verden på” ud efter tendensen i USA og andre vestlige land til at tro, at vi i øjeblikket gennemlever en grøn revolution. Hvad er det for en revolution, hvor alle er vindere, ingen behøver at opgive noget og ”nem” er det tillægsord, der oftest bliver brugt sammen med grøn, spørger han. Det er ikke en revolution. Det er en fest. Og i Amerika er det for det meste et karneval, hvor det handler om at repræsentere sig som grøn. Virksomheders greenwashing og magasinernes grønne temanumre flytter ikke ret meget.

– Vi har ikke brug for flere Live Earth-koncerter og Earth Days, siger han indtrængende. Jeg vil ikke bevidstgøres mere nu. Hvis din bevidsthed ikke er vakt nu, er det fordi, du ikke hører efter. Tiden er inde til mindre sang, mindre lytten – og mere handling.

REDEFINER DEN AMERIKANSKE LIVSSTIL

Som samtalen skrider frem taler en mere og mere alvorlig Friedman, der også understreger, at

han ikke har fundet svaret på det allervigtigste spørgsmål: Er der en måde, man kan hæve levestandarden for jordens nye millarder af mennesker på vej ind i middelklassen uden at ødelægge klimaet, forurene miljøet, smadre naturen og opbygge store kreditbobler?

– Måske skal vi producere nogle andre ting. Færre fladskærme og forbrugsvarer og mere energieffektive produkter. Når jeg er i Danmark, så ser det ud, som om I er tættere på svaret, end vi er. Når jeg kører gennem Københavns indre by i myldretiden, ser jeg næsten lige så mange cykler som biler. Og folk cykler hjem til en meget god levestandard. Jeg kan lide det, I har gjort, men I lever i et lillebitte land. Det er nemt at have cykler i Danmark, hvor du kun er tre kvarter væk fra næsten hvorsomhelst, inkl. lufthavnen. Det er sværere her. Det vil kræve radikale ændringer.

– Vi amerikanere bliver nødt til at redefinere, hvad det betyder at være amerikaner på en mere bæredygtig måde og så opfinde redskaberne, så mange flere mennesker kan få en amerikansk livsstil uden at flå planeten i stykker.

Thomas Friedman lægger ikke skjul på, hvilken enorm udfordring det bliver. At ændre vejret er ikke et hobbyprojekt. Men han har også bestemt sig for at være optimist.

– Optimisterne plejer at tage fejl. Pessimisterne plejer at få ret. Men alle de store forandringer gennem historien kan optimisterne tage æren for. Så jeg kaster mit lod i deres skål.

Og det gør han med sit yndlingscitat, det bedste udtryk for behersket optimisme, som også slutter bogen: ”Vi har lige præcis tid nok – hvis vi begynder nu.”

Thomas Friedman

Thomas L. Friedman er en af verdens mest respekterede og indflydelsesrige journalister og klummeskribent ved New York Times. Forfatter til flere prisvindende bestsellerbøger om bl.a. Mellemøsten.

Hans nyeste bog ”Klimaets tidsalder” er udgivet på dansk i 2009 af Børsens Forlag.

 Friedman har bedt sine læsere om at komme med ideer til bogens næste udgaves 18. kapitel. Man kan deltage i debatten og stemme om andres ideer på www.thomaslfriedman.com/chapter18.

 Thomas Friedmans klummer kan – gratis – læses på nettet på www.nyt.com. Og bliver hver uge trykt i 100 andre aviser verden over.

Stil dig ikke ud på sidelinjen

Bragt i GRAFISK BAR 2009

Det er vigtigt at være aktiv i forandringsprocesserne – både som medarbejdere og ledelse

Af Birgitte Ramsø Thomsen

Engang i gamle dage blev en deling soldater under en militærøvelse sendt ud i Alperne. Det blev imidlertid uvejr, og det sneede tæt i to dage. De havde ikke noget kort og man anså dem for tabt. Efter de tre dage er gået dukker de imidlertid op igen. Hvordan kom I frem, spørger man forundret. En af soldaterne fandt et kort i sin lomme, sagde de. Da det klarede op, kunne vi se, hvor vi var, og finde vejen hjem. Det viste sig imidlertid at være et kort over Pyrenæerne.

Den historie illustrerer for psykolog og forsker Kent Nielsen, medforfatter til bogen Forandring som vilkår, noget meget vigtigt om forandringsprocesser. Man må ikke give op og stoppe med at handle aktivt.

”Kortet – selv om det var et forkert – gjorde, at de handlede og gjorde noget. Og kom hjem. Man har faktisk indflydelse over det, der sker, bare man går med ind i forandringerne og ser, hvordan man kan agere og påvirke.”

Det værste man kan gøre, er ifølge Kent Nielsen, at stille sig ud på sidelinjen med korslagte arme sige til sig selv, at man ikke kan gøre noget.

”Så bliver man kørt over. Det er handlingslammelse. Går man med ind, får man øje på at man har nogle muligheder for at påvirke, hvad der sker. Det gælder både for ledelse og medarbejdere.”

Kontrol på en anden måde

Et nøgleord i forbindelse med arbejdsmiljø og forandringer er følelsen af kontrol. Kent Nielsen peger på, at når man oplever, at man mister kontrollen over ens arbejdssituation, fordi nogle nye og større faktorer påvirker den, er det vigtigt at genfinde kontrollen på en anden måde.

Man skal i stedet forsøge at få kontrol over, hvordan man håndterer forandringer, og hvordan man selv kan miste sin oplevelse af stress. Det kræver nogle andre holdepunkter end før. For forandringer er kommet for at blive.

Nogle mennesker håndterer usikkerheden i forbindelse med forandringer bedre end andre.

For ledere kan det være en særlig svær erkendelse, at de ikke har kontrol på samme måde som før.

 De mange forandringer ændrer samtidig ledelsens rolle:

 ”Når man har en række medarbejdere som reagerer forskelligt, er det lederen som bliver en coach for medarbejderen. Det stiller nogle nye krav til lederne, for det er noget andet end det, de er flasket op med i deres uddannelse og arbejdsliv. Og det er ofte også noget andet end det, de er blevet udvalgt på som ledere. At tage vare på det psykiske arbejdsmiljø bliver en af de helt store udfordringer til fremtidens ledere, for forandringerne vil komme hele tiden,” siger Kent Nielsen.

Han fortæller, at forandringsprocesser typisk går galt på grund af manglende ledelsesmæssigt engagement.

”Jeg kan se, at når noget kikser, er det fordi ledelsen får fokus på noget andet. Den enkelt vigtigste faktor for organisatoriske forandringer er, at ledelsen vil det. Ikke bare i ord – men i handlinger. Alle ledere vil gerne gøre det godt – men i sidste ende har man ofte et fokus på produktionen på rygraden. Når der så kommer krise – som den nuværende økonomiske – eller der omvendt bliver for meget at lave – falder man tilbage på det fokus. Det gør det svært for ledere at ændre sig. De får nemlig ikke fulgt det igennem.”

Dialogseminarer dæmper stress

Forandringer laver ofte om på samarbejdsforholdene på en utilsigtet måde, så de involverede oplever besvær ved at kommunikere internt. Der sker rolleomfordelinger og det kan være uklart, hvordan nye strukturer skal bruges og nogle gange får man heller ikke ændret forældede samarbejdsstrukturer. Især afdelinger med en primært koordinerende rolle vil opleve frustrationer og stress. Medarbejdere kan opleve, at arbejdet er blevet sværere at udføre og dermed mere tids- og ressourcekrævende. Det kan nemt skabe negative spiraler for det psykiske arbejdsmiljø.

Derfor er det vigtigt, at dialogen medarbejderne imellem og mellem medarbejdere og ledelse fungerer godt i forandringsprocesser, påpeger Kent Nielsen. Og dialog handler her ikke bare om at snakke sammen, men at skabe afklaring, indsigt og forståelse. Det kræver tid, rum og villighed. Og det kan man ikke opnå med 100 mennesker til et kantinemøde.

Forfatterne til bogen Forandring som vilkår har gode erfaringer med en speciel form for arbejdsmiljøseminarer, hvor medarbejdere og ledere i fællesskab skal løse svære problemstillinger. Men det kan også godt gå uden.

 ”De dialogprocesser kan man sagtens starte op selv, for mange ledere er dygtige til det. Men nogle gange kan det også være fint med et andet blik udefra på problemerne. Det kan give processen ekstra fokus og kickstart. Vi er som konsulenter neutrale og får flere ting at vide, som kan være med til bløde ting op.”

Gode råd:

Giv ikke op – se muligheder i stedet for begrænsninger

Go with the flow – bliv en aktiv deltager

Organisationen tilpasser sig bedst de nye tider ved at have medarbejdere, som har det godt. Som ikke er kørt ned og stressede. Det skal man opbygge over tid.

Opfindelser samt pisk og gulerod mod klimakrisen

Bragt i Politiken 2. maj 2009

Uden et klart signal om, at beskidte energikilder fra helvede – olie, kul og gas – bliver dyrere, og ren energi fra himlen – vind, sol, jordvarme – bliver billigere, får vi ikke klimapolitik, der batter, mener en af USA’s mest indflydelsesrige kommentatorer, Thomas Friedman fra New York Times.

af Birgitte Ramsø Thomsen

Thomas Friedman, i din nye bog, ‘ Klimaets tidsalder’, beskriver du, hvorfor ændringer i energipolitikken er nødvendige. Hvor står den brede, amerikanske befolkning i det spørgsmål?

»Jeg tror ikke, at argumenterne er blevet præsenteret så godt, som de burde. Vi har lige haft otte år med George Bush og Dick Cheney. For dem var miljøbeskyttelse et grimt ord. Det var for piger. Rigtige mænd forbruger«. »Bush og Cheney fattede ikke, hvordan en ny energipolitik kan genopbygge USA’s styrke. Nu har vi en ny præsident, og hvis han med sin oratoriske begavelse og formidlingsevner tager det på sig på en strategisk måde, har jeg gode forhåbninger.

Jeg håber, at han vil være lige så radikal, som dette tidspunkt i historien er«.

Obama nævnte energiuafhængighed og grøn energi i sin indsættelsestale?

»Du brugte det helt rigtige ord. Nævnte. Det var ikke hovedsagen. Det var en af egerne i hjulet. For mig er det det centrale omdrejningspunkt. Det er det spørgsmål, som ændrer alt i vores tid«. »Men lad os være fair. Obama er ramt af noget så altødelæggende som et økonomisk kollaps, så det er svært at stille det krav. Han har tre emner, han lige nu må prioritere højest: banker, banker og banker.

Alt andet er nr. 10, 11 og 12 på listen«.

Hvad tror du, at den nye præsident og hans regering vil bidrage med i forhold til energi og klima?

»Det er godt nyt, at Obamas hjælpepakke specifikt giver penge til energirigtig boligrenovering og intelligent energinetteknologi. Og en del af støtten til bilindustrien er krav om bilers energieffektivitet«.

»Der er bare én lille dårlig nyhed. Prisen på benzin er gået i bund. Og som jeg argumenterer for i min bog og i min klumme: Uden et klart signal om, at beskidte energikilder fra helvede – olie, kul og gas – bliver dyrere, og ren energi fra himlen – vind, sol, jordvarme – bliver billigere, får vi ikke forandring, der batter«.

»Der er nemlig grænser for, hvad en regering kan gøre med investeringer. I den sidste ende sker forandringerne, når forbrugerne efterspørger anderledes energieffektive produkter, fordi de kan se det langsigtede prissignal, som siger, at hvis jeg ikke skifter kurs, så vil det gå ud over mig selv«.

Hvad er den største hindring for regeringen?

»På grund af vores nødlidende økonomi er det svært for Obama at gøre den ene ting, som er vigtigst: at indføre en CO2-afgift enten som en del af et kvotesystem eller en ren afgift – suppleret med en højere afgift på benzin«.

»Bob Lutz, vicebestyrelsesformand for General Motors, har udtrykt det bedst: Man beordrer Detroit til at bygge mindre, lettere og mere benzinøkonomiske biler – men man udsender ikke et prissignal, som grundlæggende vil få forbrugerne til at købe dem. Det svarer til, at regeringen beordrede alle amerikanske skjortefabrikanter til kun at fremstille størrelse small. Og aldrig bad den amerikanske forbruger om at gå på slankekur. Hvor mange størrelse small sælger du så? Ikke mange.

Folk går ud og køber brugte medium, large og ekstra large. Det er det, som kommer til at ske med bilerne«.

Hvad er det store problem i forhold til USA’s energipolitik?

»For mig er der to fundamentale love for energieffektivitet. Den ene er, at prisen betyder noget. Den anden er, at du bliver nødt til at have en overordnet plan. Ellers producerer man majsethanol i Iowa, intelligente elnet her, støtter atomkraft dér og bruger stadig en masse kul og olie.

Hvis man ikke integrerer det i en samlet plan, får man ikke en effekt i fuld skala. Vi prøver at ændre vejret. Det er en stor ting.Så satses der ikke i stor skala, får du et hobbyprojekt«.

»Systemet i Amerika er helt fragmenteret. Vi har ikke en ‘ chief energy officer’. Det prøver Obama nu at indføre med Steve Chu (ny energiminister, red.) og Carol Browner. Jeg beundrer og er enig i den måde, Obama prøver at tackle problemet på. Han har skabt en koordinerende kontor i Det Hvide Hus under ledelse af Carol Browner, som forhåbentlig vil bringe alle disse ting sammen«.

Bliver krisen ikke også et problem for de internationale klimaforhandlinger?

»Jeg er ikke imod København (klimakonferencen i december, red.). Hvis man kan få 192 lande til at enes om verificerbare grænseværdier og reduktioner af deres CO2-udledninger, så må Gud velsigne jer. Jeg tror bare ikke, det vil ske«.

Hvad er så løsningen?

»Min tilgang er helt anderledes. Vi kan ikke regulere os ud af dette problem. Så put ikke alle æggene i den kurv. Få et prissignal. Få et økosystem for innovation. Hvilket i øvrigt intet land har gjort bedre end Danmark med CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder og regler. I har skabt et nødvendighedens økosystem, som ansporer til massiv innovation. Hvad I har gjort i Danmark i miniature er, hvad jeg ønsker, USA skal gøre i maksimumudgaven, så vi får effekten i fuld skala«.

»Min tilgang er at fokusere på, hvad der vil stimulere innovation. Hvad vil stimulere 10.000 grønne opfindere i 10.000 garager til at prøve 10.000 ting. 1.000 af dem vil være lovende, 100 vil være sindssygt cool, og 2 af dem vil blive det nye grønne Google og Microsoft. Og de kan virkelig give forandring i stor skala«.

Men er det sandsynligt, at private investorer vil hælde penge i disse titusinder af eksperimenter, når det endnu ikke er lykkedes at få succes i stor skala? I Danmark er innovation blevet hjulpet på vej af støtteordninger.

»’ ET’ – energiteknologi – bliver det nye it. Den næste store globale industri. Og hvis vi i USA gerne vil være et stort land, må man være stor i store ting. Man kan ikke være stor i små ting«.

Du skriver i din bog, om hvordan vi efter itboblen og finansboblen burde have en grøn boble. Men bobler udspringer af investeringer, som forventes at give hurtige profitter. Det er der måske ikke udsigt til i dette tilfælde?

»Jeg har et godt eksempel fra Europa. I Tyskland er der solceller på ethvert tag. Nogle betaler sig måske ikke uden den store statsstøtte, de modtager. Men den ordning efterlader en gigantisk solcelleinfrastruktur, når boblen måske brister.Den kan der bygges videre på, og den vil give et forspring, som vil tiltrække investorer, forskere, unge mennesker. Der vil være en version 2.0 og en version 3.0, og nogle vil tabe penge, ikke mindst staten og skatteyderne. Bobler er ikke bæredygtige, men i sidste ende skaber de en infrastruktur, som gør en forskel. Og det er regeringernes opgave at skabe en grøn boble«.

Vil det være muligt at opretholde den samme vækst, som vi har været vant til? Vil det ikke være nødvendigt at bremse forbrug og vækst?

»Det er nok det vigtigste spørgsmål, som man ikke behøver at være grøn og venstreorienteret for at stille. Skal vi ændre på kapitalismen? Skal vi fundamentalt ændre vores livsstil?«. »Hvis jeg nu sagde: »Du må ikke have bil mere«. Så ville du sige, at det vil ændre dit liv. Men hvis jeg sagde, at du ikke må have en bil, som vejer mere end 900 kg, ville du sige: »O. k. Jeg har stadig personlig mobilitet«. Hvis jeg sagde, at du kan kun få en bil, som kører 25 km på literen, ville det heller ikke være et problem«.

»Med andre ord: Vi har ikke engang prøvet de lette løsninger. Og før jeg beder dig om at ændre dig selv fundamentalt, kunne vi så ikke prøve de ting, der ligger ligefor. Lad os gå fra at være energihøge til at være energigazeller. Og så se, om vi behøver at blive energiskildpadder«.

Fakta: BLÅ BOG: THOMAS FRIEDMAN

Amerikansk journalist, forfatter og klummeskribent – særligt om international politik – på New York Times. Han er blevet kaldt den mest indflydelsesrige journalist i USA og har bl. a. fået Pulitzerprisen tre gange.

Udgav i 2007 bestselleren ‘ Verden er flad’ om globalisering. I maj udkommer opfølgeren på dansk på Børsens Forlag med titlen ‘ Klimaets tidsalder – hvorfor verden har brug for en grøn revolution’, med forord af klimaminister Connie Hedegaard.

I bogen argumenterer han for, at USA skal påtage sig rollen som bannerfører for investeringer i nye grønne teknologier, bl. a. for at opnå uafhængig energiforsyning.