Stil dig ikke ud på sidelinjen

Bragt i GRAFISK BAR 2009

Det er vigtigt at være aktiv i forandringsprocesserne – både som medarbejdere og ledelse

Af Birgitte Ramsø Thomsen

Engang i gamle dage blev en deling soldater under en militærøvelse sendt ud i Alperne. Det blev imidlertid uvejr, og det sneede tæt i to dage. De havde ikke noget kort og man anså dem for tabt. Efter de tre dage er gået dukker de imidlertid op igen. Hvordan kom I frem, spørger man forundret. En af soldaterne fandt et kort i sin lomme, sagde de. Da det klarede op, kunne vi se, hvor vi var, og finde vejen hjem. Det viste sig imidlertid at være et kort over Pyrenæerne.

Den historie illustrerer for psykolog og forsker Kent Nielsen, medforfatter til bogen Forandring som vilkår, noget meget vigtigt om forandringsprocesser. Man må ikke give op og stoppe med at handle aktivt.

”Kortet – selv om det var et forkert – gjorde, at de handlede og gjorde noget. Og kom hjem. Man har faktisk indflydelse over det, der sker, bare man går med ind i forandringerne og ser, hvordan man kan agere og påvirke.”

Det værste man kan gøre, er ifølge Kent Nielsen, at stille sig ud på sidelinjen med korslagte arme sige til sig selv, at man ikke kan gøre noget.

”Så bliver man kørt over. Det er handlingslammelse. Går man med ind, får man øje på at man har nogle muligheder for at påvirke, hvad der sker. Det gælder både for ledelse og medarbejdere.”

Kontrol på en anden måde

Et nøgleord i forbindelse med arbejdsmiljø og forandringer er følelsen af kontrol. Kent Nielsen peger på, at når man oplever, at man mister kontrollen over ens arbejdssituation, fordi nogle nye og større faktorer påvirker den, er det vigtigt at genfinde kontrollen på en anden måde.

Man skal i stedet forsøge at få kontrol over, hvordan man håndterer forandringer, og hvordan man selv kan miste sin oplevelse af stress. Det kræver nogle andre holdepunkter end før. For forandringer er kommet for at blive.

Nogle mennesker håndterer usikkerheden i forbindelse med forandringer bedre end andre.

For ledere kan det være en særlig svær erkendelse, at de ikke har kontrol på samme måde som før.

 De mange forandringer ændrer samtidig ledelsens rolle:

 ”Når man har en række medarbejdere som reagerer forskelligt, er det lederen som bliver en coach for medarbejderen. Det stiller nogle nye krav til lederne, for det er noget andet end det, de er flasket op med i deres uddannelse og arbejdsliv. Og det er ofte også noget andet end det, de er blevet udvalgt på som ledere. At tage vare på det psykiske arbejdsmiljø bliver en af de helt store udfordringer til fremtidens ledere, for forandringerne vil komme hele tiden,” siger Kent Nielsen.

Han fortæller, at forandringsprocesser typisk går galt på grund af manglende ledelsesmæssigt engagement.

”Jeg kan se, at når noget kikser, er det fordi ledelsen får fokus på noget andet. Den enkelt vigtigste faktor for organisatoriske forandringer er, at ledelsen vil det. Ikke bare i ord – men i handlinger. Alle ledere vil gerne gøre det godt – men i sidste ende har man ofte et fokus på produktionen på rygraden. Når der så kommer krise – som den nuværende økonomiske – eller der omvendt bliver for meget at lave – falder man tilbage på det fokus. Det gør det svært for ledere at ændre sig. De får nemlig ikke fulgt det igennem.”

Dialogseminarer dæmper stress

Forandringer laver ofte om på samarbejdsforholdene på en utilsigtet måde, så de involverede oplever besvær ved at kommunikere internt. Der sker rolleomfordelinger og det kan være uklart, hvordan nye strukturer skal bruges og nogle gange får man heller ikke ændret forældede samarbejdsstrukturer. Især afdelinger med en primært koordinerende rolle vil opleve frustrationer og stress. Medarbejdere kan opleve, at arbejdet er blevet sværere at udføre og dermed mere tids- og ressourcekrævende. Det kan nemt skabe negative spiraler for det psykiske arbejdsmiljø.

Derfor er det vigtigt, at dialogen medarbejderne imellem og mellem medarbejdere og ledelse fungerer godt i forandringsprocesser, påpeger Kent Nielsen. Og dialog handler her ikke bare om at snakke sammen, men at skabe afklaring, indsigt og forståelse. Det kræver tid, rum og villighed. Og det kan man ikke opnå med 100 mennesker til et kantinemøde.

Forfatterne til bogen Forandring som vilkår har gode erfaringer med en speciel form for arbejdsmiljøseminarer, hvor medarbejdere og ledere i fællesskab skal løse svære problemstillinger. Men det kan også godt gå uden.

 ”De dialogprocesser kan man sagtens starte op selv, for mange ledere er dygtige til det. Men nogle gange kan det også være fint med et andet blik udefra på problemerne. Det kan give processen ekstra fokus og kickstart. Vi er som konsulenter neutrale og får flere ting at vide, som kan være med til bløde ting op.”

Gode råd:

Giv ikke op – se muligheder i stedet for begrænsninger

Go with the flow – bliv en aktiv deltager

Organisationen tilpasser sig bedst de nye tider ved at have medarbejdere, som har det godt. Som ikke er kørt ned og stressede. Det skal man opbygge over tid.

Opfindelser samt pisk og gulerod mod klimakrisen

Bragt i Politiken 2. maj 2009

Uden et klart signal om, at beskidte energikilder fra helvede – olie, kul og gas – bliver dyrere, og ren energi fra himlen – vind, sol, jordvarme – bliver billigere, får vi ikke klimapolitik, der batter, mener en af USA’s mest indflydelsesrige kommentatorer, Thomas Friedman fra New York Times.

af Birgitte Ramsø Thomsen

Thomas Friedman, i din nye bog, ‘ Klimaets tidsalder’, beskriver du, hvorfor ændringer i energipolitikken er nødvendige. Hvor står den brede, amerikanske befolkning i det spørgsmål?

»Jeg tror ikke, at argumenterne er blevet præsenteret så godt, som de burde. Vi har lige haft otte år med George Bush og Dick Cheney. For dem var miljøbeskyttelse et grimt ord. Det var for piger. Rigtige mænd forbruger«. »Bush og Cheney fattede ikke, hvordan en ny energipolitik kan genopbygge USA’s styrke. Nu har vi en ny præsident, og hvis han med sin oratoriske begavelse og formidlingsevner tager det på sig på en strategisk måde, har jeg gode forhåbninger.

Jeg håber, at han vil være lige så radikal, som dette tidspunkt i historien er«.

Obama nævnte energiuafhængighed og grøn energi i sin indsættelsestale?

»Du brugte det helt rigtige ord. Nævnte. Det var ikke hovedsagen. Det var en af egerne i hjulet. For mig er det det centrale omdrejningspunkt. Det er det spørgsmål, som ændrer alt i vores tid«. »Men lad os være fair. Obama er ramt af noget så altødelæggende som et økonomisk kollaps, så det er svært at stille det krav. Han har tre emner, han lige nu må prioritere højest: banker, banker og banker.

Alt andet er nr. 10, 11 og 12 på listen«.

Hvad tror du, at den nye præsident og hans regering vil bidrage med i forhold til energi og klima?

»Det er godt nyt, at Obamas hjælpepakke specifikt giver penge til energirigtig boligrenovering og intelligent energinetteknologi. Og en del af støtten til bilindustrien er krav om bilers energieffektivitet«.

»Der er bare én lille dårlig nyhed. Prisen på benzin er gået i bund. Og som jeg argumenterer for i min bog og i min klumme: Uden et klart signal om, at beskidte energikilder fra helvede – olie, kul og gas – bliver dyrere, og ren energi fra himlen – vind, sol, jordvarme – bliver billigere, får vi ikke forandring, der batter«.

»Der er nemlig grænser for, hvad en regering kan gøre med investeringer. I den sidste ende sker forandringerne, når forbrugerne efterspørger anderledes energieffektive produkter, fordi de kan se det langsigtede prissignal, som siger, at hvis jeg ikke skifter kurs, så vil det gå ud over mig selv«.

Hvad er den største hindring for regeringen?

»På grund af vores nødlidende økonomi er det svært for Obama at gøre den ene ting, som er vigtigst: at indføre en CO2-afgift enten som en del af et kvotesystem eller en ren afgift – suppleret med en højere afgift på benzin«.

»Bob Lutz, vicebestyrelsesformand for General Motors, har udtrykt det bedst: Man beordrer Detroit til at bygge mindre, lettere og mere benzinøkonomiske biler – men man udsender ikke et prissignal, som grundlæggende vil få forbrugerne til at købe dem. Det svarer til, at regeringen beordrede alle amerikanske skjortefabrikanter til kun at fremstille størrelse small. Og aldrig bad den amerikanske forbruger om at gå på slankekur. Hvor mange størrelse small sælger du så? Ikke mange.

Folk går ud og køber brugte medium, large og ekstra large. Det er det, som kommer til at ske med bilerne«.

Hvad er det store problem i forhold til USA’s energipolitik?

»For mig er der to fundamentale love for energieffektivitet. Den ene er, at prisen betyder noget. Den anden er, at du bliver nødt til at have en overordnet plan. Ellers producerer man majsethanol i Iowa, intelligente elnet her, støtter atomkraft dér og bruger stadig en masse kul og olie.

Hvis man ikke integrerer det i en samlet plan, får man ikke en effekt i fuld skala. Vi prøver at ændre vejret. Det er en stor ting.Så satses der ikke i stor skala, får du et hobbyprojekt«.

»Systemet i Amerika er helt fragmenteret. Vi har ikke en ‘ chief energy officer’. Det prøver Obama nu at indføre med Steve Chu (ny energiminister, red.) og Carol Browner. Jeg beundrer og er enig i den måde, Obama prøver at tackle problemet på. Han har skabt en koordinerende kontor i Det Hvide Hus under ledelse af Carol Browner, som forhåbentlig vil bringe alle disse ting sammen«.

Bliver krisen ikke også et problem for de internationale klimaforhandlinger?

»Jeg er ikke imod København (klimakonferencen i december, red.). Hvis man kan få 192 lande til at enes om verificerbare grænseværdier og reduktioner af deres CO2-udledninger, så må Gud velsigne jer. Jeg tror bare ikke, det vil ske«.

Hvad er så løsningen?

»Min tilgang er helt anderledes. Vi kan ikke regulere os ud af dette problem. Så put ikke alle æggene i den kurv. Få et prissignal. Få et økosystem for innovation. Hvilket i øvrigt intet land har gjort bedre end Danmark med CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder og regler. I har skabt et nødvendighedens økosystem, som ansporer til massiv innovation. Hvad I har gjort i Danmark i miniature er, hvad jeg ønsker, USA skal gøre i maksimumudgaven, så vi får effekten i fuld skala«.

»Min tilgang er at fokusere på, hvad der vil stimulere innovation. Hvad vil stimulere 10.000 grønne opfindere i 10.000 garager til at prøve 10.000 ting. 1.000 af dem vil være lovende, 100 vil være sindssygt cool, og 2 af dem vil blive det nye grønne Google og Microsoft. Og de kan virkelig give forandring i stor skala«.

Men er det sandsynligt, at private investorer vil hælde penge i disse titusinder af eksperimenter, når det endnu ikke er lykkedes at få succes i stor skala? I Danmark er innovation blevet hjulpet på vej af støtteordninger.

»’ ET’ – energiteknologi – bliver det nye it. Den næste store globale industri. Og hvis vi i USA gerne vil være et stort land, må man være stor i store ting. Man kan ikke være stor i små ting«.

Du skriver i din bog, om hvordan vi efter itboblen og finansboblen burde have en grøn boble. Men bobler udspringer af investeringer, som forventes at give hurtige profitter. Det er der måske ikke udsigt til i dette tilfælde?

»Jeg har et godt eksempel fra Europa. I Tyskland er der solceller på ethvert tag. Nogle betaler sig måske ikke uden den store statsstøtte, de modtager. Men den ordning efterlader en gigantisk solcelleinfrastruktur, når boblen måske brister.Den kan der bygges videre på, og den vil give et forspring, som vil tiltrække investorer, forskere, unge mennesker. Der vil være en version 2.0 og en version 3.0, og nogle vil tabe penge, ikke mindst staten og skatteyderne. Bobler er ikke bæredygtige, men i sidste ende skaber de en infrastruktur, som gør en forskel. Og det er regeringernes opgave at skabe en grøn boble«.

Vil det være muligt at opretholde den samme vækst, som vi har været vant til? Vil det ikke være nødvendigt at bremse forbrug og vækst?

»Det er nok det vigtigste spørgsmål, som man ikke behøver at være grøn og venstreorienteret for at stille. Skal vi ændre på kapitalismen? Skal vi fundamentalt ændre vores livsstil?«. »Hvis jeg nu sagde: »Du må ikke have bil mere«. Så ville du sige, at det vil ændre dit liv. Men hvis jeg sagde, at du ikke må have en bil, som vejer mere end 900 kg, ville du sige: »O. k. Jeg har stadig personlig mobilitet«. Hvis jeg sagde, at du kan kun få en bil, som kører 25 km på literen, ville det heller ikke være et problem«.

»Med andre ord: Vi har ikke engang prøvet de lette løsninger. Og før jeg beder dig om at ændre dig selv fundamentalt, kunne vi så ikke prøve de ting, der ligger ligefor. Lad os gå fra at være energihøge til at være energigazeller. Og så se, om vi behøver at blive energiskildpadder«.

Fakta: BLÅ BOG: THOMAS FRIEDMAN

Amerikansk journalist, forfatter og klummeskribent – særligt om international politik – på New York Times. Han er blevet kaldt den mest indflydelsesrige journalist i USA og har bl. a. fået Pulitzerprisen tre gange.

Udgav i 2007 bestselleren ‘ Verden er flad’ om globalisering. I maj udkommer opfølgeren på dansk på Børsens Forlag med titlen ‘ Klimaets tidsalder – hvorfor verden har brug for en grøn revolution’, med forord af klimaminister Connie Hedegaard.

I bogen argumenterer han for, at USA skal påtage sig rollen som bannerfører for investeringer i nye grønne teknologier, bl. a. for at opnå uafhængig energiforsyning.