Daniel Goleman ændrede verden for 11 år siden med sin bog om følelsernes intelligens. Nu er han tilbage med en opfølger, der handler om, hvordan vores sociale intelligens nok er den vigtigste af alle. Han forklarer til Børn&Unge, hvordan meget af det, som udgør vores sociale intelligens, er grundlagt gennem værdifulde erfaringer i barndommen. Og det bedste af alt: Meget af det kan – og skal – læres
Af: Birgitte Ramsø Thomsen
Hvorfor svømmer nogle børn som fisk i vandet i sociale sammenhænge, mens andre forbliver hæmmede eller klodsede hele livet?
Ifølge den amerikanske psykolog Daniel Golemans nye bog om social intelligens har hjernevidenskaben nu gode forklaringer på det. Vi er “wired to connect” – vores hjerner er skabt til, at vi kan forbinde os med andre mennesker. Vi danser en uafbrudt og stort set ubevidst hjernemæssig tango med hinanden. Alt imens affyrer vore hjerner kaskader af hormoner og neurotransmittere, som har vital betydning for både vores kropslige og mentale tilstand. Denne hjerne-til-hjerne-forbindelse koordinerer timingen af to menneskers latter, deres kropssprog og den stemning, vi sætter hinanden i. Nogle af os bliver bedre dansere end andre. Det handler dels om den biologiske arvemasse, dels om ens sociale erfaringer i den tidlige barndom.
I bogen forklarer Daniel Goleman præcist, hvad det er, der sker, når mennesker mødes, med bunkevis af eksempler fra undersøgelser inden for den nye videnskab, der hedder social neurologi.
Meget af det har psykologien og psykiatrien gennem tiden haft gode – og mindre gode – bud på. Men det er først for nylig, at forskere, blandt andet ved hjælp af MFR-scannere, faktisk kan kigge ind i vores hjerner og dermed bevise og kortlægge mange af disse mekanismer.
Hovedvejen og bagvejen. Vores sociale adfærd bliver styret både af rationel tænkning og af instinkter. Goleman kalder det henholdsvis hovedvejen og bagvejen. Når følelser smitter, når vi på et splitsekund aflæser andres ansigtsudtryk, eller når vi fornemmer sarkasme i en bemærkning, er det hjernens bagvej, der er i funktion. Bagvejen går til nervebaner, der opererer under vores bevidsthedstærskel, automatisk og med ufattelig fart. Hovedvejen er til den rationelle tænkning, hvor vi bevidst anstrenger os for at give et godt svar på den sarkastiske bemærkning.
“Bagvejen kan opfattes som “våd”, fordi den driver af følelser. Hovedvejen som “tør” og forholdsvis køligt rationel. Bagvejen beskæftiger sig med de utilslørede følelser, hovedvejen med en velovervejet forståelse af, hvad der foregår. Bagvejen tillader os øjeblikkelig indføling med en anden, mens hovedvejen kan tænke over det, vi føler,” forklarer Daniel Goleman.
Èn pointe er, at de to skal fungere gnidningsfrit sammen, for at vi kan fungere socialt.
En anden, og vigtig pointe, er at det er muligt at forbedre vores sociale intelligens. Et eksempel på færdigheder, som går “bagvejen”, er evnen til at aflæse mikroudtryk. De fleste af os er ikke gode til det. Men det kan læres. Goleman beskriver selv, hvordan han via et program blev bedre til at aflæse ansigtsudtryk efter blot en times øvelse. Programmet bruges for eksempel af politi, diplomater og dommere, fordi de har brug for at kunne afsløre folk, der prøver at lyve. Deres mikroudtryk vil ofte forråde dem. Øvelsen går ud på at aflæse, hvilken følelse der afspejles i et ansigtsudtryk, vist i blot en femtendedel af et sekund – for kort tid til at vi bevidst kan opfatte det. Det, som fungerer “intuitivt” og ubevidst, er altså kompetencer, som kan trænes.
Spejlneuroner. Opdagelsen af de såkaldte spejlneuroner er en af de nyere opdagelser, som i høj grad har kastet lys over, hvordan mennesker lærer, og hvordan vi kan have empati med hinanden.
Forskning har vist, at mennesker har såkaldte spejlneuroner (hjerneceller, som kan udsende elektriske impulser), som bliver udløst, ikke blot når man selv foretager sig en handling, men også når man ser andre foretage sig det samme. Ser du nogen spise en is, er der neuroner i din hjerne, som imiterer følelsen af at spise en is. Ser du nogen slå sig, vil du uvilkårligt selv fortrække ansigtet i smerte.
For Daniel Goleman har det været en af de mest overraskende opdagelser i den nye forskning om den sociale hjerne:
“Det forklarer rigtig meget, som har været et mysterium. For eksempel ved vi, at børn lærer gennem at efterligne. Nu ved vi, at der er en hjernemekanisme, som er “designet” til det. Den lader det, som børn ser, foregå i deres egen hjerne. Det er den samme mekanisme elitesportsfolk bruger til at træne. De laver mentaltræning, når de for eksempel øver deres golfslag ved at forestille sig slaget,” forklarer Daniel Goleman.
Spejlneuroner hjælper også med til at forstå andres hensigt. Og de spiller en stor rolle for den måde, en stemning kan blive spredt på. Smil til verden – og den smiler igen.
Gentagelser skaber mønstre. Dannelsen af de mange forskellige centre og forbindelser, i det forskere nu kalder den “sociale hjerne”, foregår med lyntempo gennem barndommen og afsluttes først, når vi er i tyverne. Det er ikke mindst her vores relationer – og det er alle slags; forældre, familie, kammerater, pædagoger – har vital betydning for, hvilke lektioner vi lærer. Det, børn bliver udsat for igen og igen, er det, der hænger fast, på godt og ondt.
Vi er nemlig bogstaveligt talt bløde i bolden, og det gælder ikke kun spædbørn. Hjernen har konsistens som blødt smør og kan i høj grad formes, mens den udvikler sig. Det kaldes “neural plasticitet” og betyder, at hjernen bliver formet af gentagne oplevelser.
Børn får op til fireårsalderen en enorm mængde eksempler på, hvordan man skal styre og aflæse sine følelser, omgås andre og afgøre, hvad der passer sig i en social interaktion. Både pædagoger og kammerater spiller en stor rolle for, hvor godt den proces foregår, og hvilke neurale stilladser det skaber i hjernen.
Daniel Goleman er derfor heller ikke bekymret over, at de fleste danske børn, fra de er ganske små, får en stor del af deres sociale træning i vuggestuer og børnehaver. Skønt normeringen i danske børneinstitutioner ofte kritiseres, er en normering på én pædagog til 8-10 børnehavebørn faktisk okay, mener han. Det vigtigste er, at personalet har en uddannelse i børns udvikling. Det gør dem nemlig til gode læremestre.
Han pointerer, at børn heldigvis er fleksible med, hvem de lærer fra. I det meste af menneskehedens historie er børn og unge vokset op i en udvidet familieform. Sådan en oplevede Daniel Goleman selv, da han var på studierejse i Indien i 70’erne.
“Jeg boede med en familie i en lillebitte landsby, hvor alle dyrkede jorden. Moren gik ud i marken hele dagen, men det betød ikke noget, for den 12-årige tog sig af den to-årige. Eller tanten eller bedstemoren, for der var altid nogen. Børn finder altid nogen at lære fra.”
Selv om meget af vores sociale formning foregår i de allertidligste år, kan en god pædagog, lærer eller terapeut på rette tid og sted nærmest udrette mirakler. Golemans budskab er, at der med omsorgsfulde forhold senere i livet kan repareres på de neurale drejebøger, der er indkodet i hjernen i barndommen.
Både gener og opdragelse. Den nye viden om epigenetik, som handler om måden vore gener fungerer på, afslutter også en ældgammel diskussion om natur kontra kultur. Tidligere diskuterede man, om børns personlighed var et resultat af generne eller opdragelsen. Nu ved man, at det er både-og.
Det er umuligt at sige, at børn er født generte eller sociale, eller at de derimod er påvirket til at blive det. Forklaringen er, at vores gener og vores omgivelser er afhængige af hinanden. At opdrage et barn, så det bliver trygt eller får evne til empati, kræver derfor ikke kun det nødvendige sæt gener, men også velfungerende forældre og egnede sociale oplevelser for eksempel i børneinstitutioner. Generne kan tændes og slukkes af vore sociale oplevelser.
Forsøg har for eksempel vist, at mus kan ændre den genetiske kemi for deres unger. Jo mere omsorgsfuld moren er, jo mere snarrådig, selvsikker og frygtløs bliver ungen – og jo mere omsorgsfuld bliver ungen selv som mor. Jo mindre hun slikker og plejer dem, kort tid efter de er født, jo færre forbindelser mellem hjerneceller bliver der dannet. Ungernes indlæring foregår langsommere, og de bliver dårligere til at håndtere stress og trusler.
Hvis dette kan overføres direkte til mennesker, vil det sige, at den måde vi behandler vores børn på, vil bestemme, hvordan deres gener kommer til udtryk. Gentagne små, kærlige handlinger får varig betydning. Omvendt kan det betyde, at hvis en omsorgsperson gentagne gange ikke er i stand til at indstille sig på barnets behov, kan det have varig negativ virkning.
“Hvis disse mønstre gentages barndommen igennem, kan de forme den sociale hjerne på en måde, som gør, at det ene barn vokser op og er glad for verden, kærligt og trives godt blandt mennesker, mens det andet vokser op og bliver trist og tilbagetrukket eller vredt og stejlt. Engang ville man have forklaret den slags forskelle med barnets “temperament” – en stedfortræder for gener,” siger Daniel Goleman.
Social træning. Daniel Goleman har stor tiltro til undervisningsprogrammer, der kan lære børn og unge sociale og følelsesmæssige kompetencer. En evaluering fra William T. Grant Foundation har vist, at flere ting går igen ved de programmer, som virker bedst, uanset formålet med dem: De bruges kontinuerligt og på hvert klassetrin. De påvirker hele institutionens klima. Og lektionerne er tilpasset elevernes udvikling.
De gode programmer lærer også børnene specifikke kompetencer som selvbevidsthed, selvstyring, empati, at kunne se ting fra andres synsvinkel og samarbejde.
I Danmark er systemet Trin for Trin blevet anvendt i både børnehaver, SFO og skoler igennem flere år. Det er oprindeligt et amerikansk system, som netop bruges til at udvikle børns empati og lære dem strategier til problemløsning og selvkontrol.
En anden overraskende virkning ved den type programmer har vist sig at være, at børn og unges intellektuelle indlæring også bliver styrket.
“De fleste af os har antaget, at akademisk læring kun har lidt eller intet at gøre med ens følelser eller sociale miljø. Nu fortæller den neurologiske videnskab os det diametralt modsatte. Hjernens centre for følelser er tæt forbundne med de områder i hjernens neurocortex, som er involveret i kognitiv læring. Når et barn, der prøver at lære, bliver holdt fast i sine negative følelser, bliver centrene, der har med læring at gøre, midlertidigt sat ud af kraft. Barnets opmærksomhed er fastlåst på det, som nu er kilden til problemet. Fordi kapaciteten for opmærksomhed i sig selv er begrænset, er barnet så meget mindre i stand til at høre, forstå eller huske, hvad en lærer siger, eller hvad der står i en bog. Kort sagt, der er direkte sammenhæng mellem følelser og læring,” fastslår Daniel Goleman.
En anden undersøgelse af børn i 1. klasse viste, at den bedste indlæring foregår, når lærerne lader børnene og deres behov styre samspillet og viser eleverne varme og positiv opmærksomhed. Konkrete følelsesmæssige bånd mellem den voksne, kammerater og det enkelte barn har alt sammen vist sig at kunne skabe den trygge base, som også mindsker mobning, hærværk og psykiske problemer som depression.
Sociale problembørn. Også de børn, som er i risikozonen for at blive socialt udstødte, kan hjælpes med målrettede sociale træningsprogrammer. Når et barn skiller sig ud som socialt aparte ved for eksempel at undlade at se på den, der taler til det, står for tæt på, når det selv taler, udviser de “forkerte” ansigtsudtryk eller virker taktløs i forhold til andres følelser, skyldes det ofte, at de ikke har lært at læse nonverbale signaler, eller hvordan man reagerer på dem. Det hedder dyssemia.
Neurologiske udviklingsforstyrrelser som Aspergers syndrom eller autisme giver de samme symptomer, men det anslås kun at gælde for fem procent af “problem”-børnene. For dem handler det om, at kredsløbene i hjernen ikke fungerer optimalt.
De andre børn (og til en vis grad også børnene inden for det autistiske spektrum) kan faktisk via specialundervisning lære de færdigheder, som de ikke er opmærksomme på, men som andre “intuitivt” har forstået siden tre-fireårsalderen, som brug af berøring, øjenkontakt, tonefald og rytme.
På den måde lærer de dansetrinnene, som efterhånden bliver så automatiske, at de kan blive habile dansere i den sociale hjernetango.
Intelligente links:
www.danielgoleman.info – om Daniel Goleman og hans bøger på den nye hjemmeside.
www.eiconsortium.org – har samlet megen viden om følelsesmæssig intelligens på arbejdspladsen.
www.cesel.dk – om Trin for Trin hos det danske Center for social og emotionel læring.
www.casel.org – “The Collaborative for Academic, Social and Emotional Learning” er den førende amerikanske organisation på området.
Daniel Goleman og Social intelligens
Daniel Goleman er psykolog fra Harvard, videnskabsjournalist og forfatter. I 1995 trak han begrebet følelsesmæssig intelligens ud af det akademiske vildnis og gjorde det til et af de mest populære psykologiske buzzwords. Bogen er oversat til mere end 30 sprog.
Med skyts fra den nyeste hjerneforskning sætter han i sin nye bog Social intelligens fokus på, hvad der sker med os, når vi forholder os til andre mennesker. Han er 60 år og har to sønner og tre, snart fire børnebørn.
Daniel Goleman har gode sociale relationer til Danmark, hvor han er kommet gennem 13 år. Han har praktiseret meditation i mange år, og hver sommer opholder han og hans kone Tara Bennett-Goleman, psykoterapeut og forfatter, sig på “retreat”-stedet Gomde syd for Mols, som han er sponsor for. Læs mere om det på www.gomde.dk
——————————————-
Læs også den anden artikel i temaet i Børn & Unge: