Artikel i Bedre Hjem, januar 2017

Vi lever med 20 grader og uldsokker om vinteren i gamle huse. Men bor vi i et velisoleret lavenergihus, skruer vi op for varmen. Husejere reagerer ikke altid, som forskere og ingeniører antager.

Læs artiklen her: Vi glemmer at spare

Bl.a. bragt i  DK Nyt, oktober 2009

Kommunerne er nøglen til at få partnerskaber om udvikling af cleantech løsninger mellem offentlige og private aktører til at fungere. Konference satte fokus på strategiske samarbejder på tværs.

Af Birgitte Ramsø Thomsen

Strategiske partnerskaber mellem offentlige og private aktører har været på dagsordenen i mindst ti år, uden at der er sket så meget. Nu vil Gate 21, et non-profit projekthus udsprunget af Miljøvidenparken, være et center, der bringer parterne sammen for at udvikle nye klima- og energiløsninger.

Åbningen af centret den 19. oktober blev markeret samtidig med, at centret i samarbejde med Plan C afholdt konferencen Green Key, som satte fokus på, hvordan – og hvorfor – man kan etablere levedygtige partnerskaber mellem private virksomheder, kommuner og videninstitutioner.

Renoving på den fremtidssikre måde

Niels Carsten Bluhme, som er direktør for miljø og teknik i Albertslund Kommune og samtidig direktør i Gate 21, tegnede på konferencen den virkelighed op, som mange kommuner står i. Skoler, institutioner og en boligmasse, som i hast blev smækket op for 30-40 år siden er dyre at vedligeholde og dyre i energi.

Kommunerne står i dag med et massivt renoveringsbehov – og samfundet har samtidig krav om at reducere co2-udledningen, hvoraf det offentlige kommer til at præstere en pæn del af den reduktion. I Albertslund har man valgt at gøre det på den energirigtige og fremtidssikrede måde og derfor er man stærkt interesseret i at indgå i partnerskaber.

Han ser klimaudfordringen som en mulighed, siger han. ”Vi definerer Albertslund som et eksperimentarium. Hvis vi kan løfte i fællesskab med flere kommuner og på tværs i kommuner kan definere fælles problemstillinger og fælles løsninger, så er det vejen frem”.

Et eksempel er kommunens nye belysningsanlæg, hvor en ny LED- og solcellelampe med direkte lys er udviklet i partnerskab med bl.a. DONG, DTU, Philips og designer Mads Odgård på halvandet år.

Partnerskaber er vejen frem

Andre af konferencens mange oplægsholdere var enige i, at strategiske partnerskaber er vejen frem til mange gode løsninger. Partner Manager Charlotte Vang Gregersen fra DONG Energy, som konkret har samarbejdet med bl.a. Kalundborg Kommune fortalte: ”Vi ved ikke hvad fremtiden bringer, derfor er det interessant for os at indgå partnerskaber. Vi kan ikke blive ved med silotænkning: Private gør det på én måde – kommuner på en anden.”

Hendes vurdering, ligesom andres, var at efter COP15 (klimakonference i december) vil der være et fornyet lovmæssigt pres for at opnå energibesparelser, og det vil medføre en efterspørgsel på nye løsninger, som partnerskaberne kan skabe.

Find motivationen

Manager Martin Haaning fra Rambøll Management har kigget nærmere på de barrierer, som der kan være mod at indgå i partnerskaber. Grundlæggende er det svært at kravspecificere en god idé.

Han opfordrede til at dykke ned i de forskellige motivationer og udgangspunkter hver part har, for at forstå, hvorfor det nogle gange er vanskeligt at indgå et samarbejde om innovation. Grundlæggende er folk kun med, så længe det er sjovt.

Den offentlige part er først og fremmest en driftsinstitution, som har bundne opgaver.

”Man skal ikke som privat partner forvente, at den offentlige institution per definition vil være innovativ, for der er den driftsside”

Den offentlige part skal kunne se et konkret behov (for besparelser, løsning af nye problemer, bedre løsninger på gamle) og arbejder med en kort tidshorisont.

Den private part er derimod tvunget til stadig at innovere og skal kunne se en mulighed for at lave forretning, om ikke nødvendigvis på den korte, så i hvert fald på den lange bane.

Hvis tingene skal lykkes er det derfor nødvendigt, at de private virksomheder oplever en ægte interesse og commitment fra den offentlige part. Til gengæld får man så en unik mulighed for at se, hvor markedet og brugerne bevæger sig hen.

”I skal brede jeres forståelse af partnerskabet ud. Innovation kan både være bundet op til konkrete produkter, men det kan også være services, drift og vedligehold. Man skal designe sit partnerskab specifikt med fokus på det behov man har.” Hans afsluttende råd til de offentlige aktører er:

”I skal se jer selv som en arena, hvor man kan prøve ting af”.

Professor Carsten Greve fra CBS forsker i offentlig-privat samspil og mindede om, partnerskaber kræver store ressourcer til projektledelse, og ikke mindst – en anerkendelse af de forskellige interesser parterne har.

Konferencens internationale gæst, Nikolai Worp fra det hollandske ejendomsudviklingsselskab OVG fortalte bl.a. om erfaringerne fra et samarbejde om Europas grønneste kontorbygning TNT Green Office. Han pegede på, at det altid er en motivationsfaktor at gøre lagkagen større, for så at dele. Det vil sige f.eks. at dele værdien af energibesparelser mellem lejer/bygherre og energiselskabet.

Al den innovation – og så skal det i udbud!

Så er der det med finansieringen. Et ømt punkt for flere er, hvordan man får reglerne om udbud til at spille sammen med de samarbejder, hvor private virksomheder i en startfase investerer mange mandskabsressourcer på at udvikle et projekt. For så at risikere at tabe en udbudsrunde til konkurrenten i sidste ende.

Og i forhold til lovgivning og fx. udbudsregler er det vigtigt at stille proaktive spørgsmål til juristerne, fremhævede Martin Haaning fra Rambøll Management: ”Hvordan kan vi få lov at lave det her”. Ikke ”Er det lovligt at gøre sådan her?”

Også analysechef Morten Hvidberg fra Erhvervs- og Byggestyrelsen som præsenterede en analyse af offentlig/privat samarbejde om innovation pointerede det med juraen: ”Det kan blive for tungt. Vi må flytte fokus fra jura og til innovation, selv om det svært, for der findes nogle regler om rettigheder, udbuds- og indkøbsregler. Men det er vigtigt at finde nogle modeller, hvor man i de tidlige faser kan være i en dialog med den offentlige part uden at det bliver for tungt.”

Han pegede også på, at det kan være svært overhovedet for de mindre virksomheder at finde ind til den offentlige sektor, finde den man skal tale med og finde ud af hvor behovene ligger.

”Man skal være rede til at tage den lidt lange dialog, fra man har ideen til man står med produktet. Jeg tror, at det er ret vigtigt, at det offentlige også selv er udfarende og prøver at spille ud med de ideer, de har, og invitere virksomhederne indenfor.”

Tid, ro og rum er faktorer

Morten Hvidberg var i sit indlæg også inde på, at for at få succesfulde projekter er det vigtigt, der sker en adskillelse af innovation og drift hos de deltagende parter.

Direktør Martin Manthorpe fra entrepenøren NCC var enig: ”Vi, der engagerer vores virksomheder skal give medarbejderne tid, ro og rum til det her, før vi spørger om stregkoden.”

Rum betyder også at skabe faciliteter: her betyder den fysiske nærhed mellem projektets deltagere faktisk noget positivt er hans erfaring.

Både spørgsmålene om rum og penge samlede centerchef Jacob Lundgaard op på i sin præsentation af Gate 21.

Et af Gate 21’s formål er at tiltrække ekstern finansiering til dækning af udviklingsomkostninger. En af hans konklusioner er, at der er rigtig megen funding at få – ikke mindst fra EU.

”Vi ser det som en opgave at være tæt på dem, der er centrale på fundingområdet. Vi tror på, at vi kan skaffe megen ekstern funding til fælles projekter.

Med hensyn til rum til projekterne er det også Gate 21, der kan facilitere projekternes gennemførelse. ”Vi tilbyder at projekterne kan bo hos os, at vi faciliterer at projekterne bliver skabt og at de bliver ledt igennem,” sluttede Jacob Lundgaard dagen.

Fakta:

Gate 21 – forum der samler offentlige aktører, private virksomheder og videninstitutioner om at skabe bæredygtige løsninger inden for byggeri, transport, lys, energiforsyning og ressourceanvendelse. Pt. 23 partnere, som er nogle af landet mest kompetente på klima, energi og miljø. Stiftet som forening i 2007 under navnet Miljøvidenparken, med sekretariat i Albertslund.

Green Key – konferencen 19. oktober sætter fokus på strategiske partnerskaber på tværs, der kan bidrage til et bæredygtigt samfund og grøn vækst.

Plan C – projekt, hvor 37 partnere over de kommende tre år vil udvikle nye løsninger inden for energirigtig renovering.

Redigeret version bragt i Radikal Politik, august 2009

Thomas Friedman er klummeskribent på New York Times. Og en del af en ny indflydelsesrig liga, som argumenterer for, at ”going green” er den eneste vej frem for USA – og resten af verden. Han rejser jorden flad fra Grønland til Kina bl.a. med Danmark som mønstereksemplet.

 Af Birgitte Ramsø Thomsen

En mærkvejrdig dag i Washington DC. Kalenderen siger februar, men temperaturen har en uge efter snestorm ramt 18 grader. I solskinnet har regeringsbyens professionelle habitter lagt vinterfrakken væk. Få uger efter præsident Obamas indsættelse i tindrende frostgrader er sneen nu fuldstændig smeltet over the Malls nedtrådte græs og en strid, lun blæst fejer gennem de åbne vidders gamle blade og nøgne træer.

Et kvarters gang derfra ligger New York Times’ redaktionskontorer.

Her huserer stjerneskribenten Thomas Friedman i et stort og hyggeligt hjørnekontor med polstret, højrødt sofaarrangement, når han ikke er fløjet et eller andet sted hen på kloden. Det er han ofte. For udover at skrive sine to ugentlige klummer til avisen, deltager han i klimatopmøder, interviewer regeringschefer, forskere, virksomhedsledere og græsrødder og researcher til sine artikler og bøger.

Som ofte før, får den indledende snak om vejret med Friedman en ekstra dimension. Og ikke af den betryggende slags. Klimarekorder bliver nu sat overalt på kloden – også her i Washington DC.

”Global weirding” kaldes det også i Thomas Friedmans nye bog, som Radikal Politiks udsendte taler med ham om, mens han tygger sig igennem sin frokostsandwich.

DE NYE GRØNNE

Thomas Friedman er en af de amerikanere, som er overbevist om, at klimaændringerne er alvorlige, at der skal handles nu – og at problemerne kan vise sig at indeholde store muligheder. Men det er nu ikke så meget indholdet i det, han siger, der er bemærkelsesværdigt.

At situationen er alvorlig og hvorfor vi er endt i den, kommer ikke som et chok for de fleste oplyste europæere. Det er mere det, at det nu siges i USA– fra en fremtrædende plads og med eftertryk. Friedmans holdninger er markante og radikale i et USA, som har været mildt sagt fodslæbende med at erkende sin rolle og anerkende sit ansvar. Og det er ikke mindst usædvanligt, at en tidligere udenrigskorrespondent og anerkendt politisk kommentator som fx. har været glødende tilhænger af krigen i Irak (”af demokratiske grunde”) med brask og bram er gået ind i klima- og energidebatten.

Hans prædikestol er dels New York Times, hvor hans klummer hver uge bliver læst af flere millioner læsere og hvor han har vundet tre Pulitzer-priser for sin journalistik. Dernæst hans bestsellerbøger bl.a. ”The world is flat” fra 2007 (om globalisering) og den nyeste ”Klimaets tidsalder ” (am.: Hot, flat and crowded – Why America needs a green revolution).

For Friedman handler det ikke om kramme træer og redde nuttede isbjørne. Han har en meget større, national dagsorden.

USA skal investere massivt i at udvikle nye, grønne teknologier, dels fordi det er nødvendigt af hensyn til det globale klima og miljø. Men også for at opnå uafhængighed af den olie, som USA er blevet misbruger af og som støtter petrodictators i Mellemøsten. Og indirekte terror og kaos, mener han.

En positiv anmeldelse i det for amerikanske forhold venstreorienterede tidsskrift American Prospect fik Thomas Friedman til at se på sin egen rolle i energi- og klimadebatten på en ny måde. Anmelderen David Roberts udnævnte Friedman til at være en del af en nyslået grøn koalition, som har set dagens lys i den amerikanske klimadebat: De nye grønne.

– Jeg er en af dem som virkelig har bragt grønne emner ind i strategidiskussioner, ind i bestyrelseslokalerne hos virksomheder, som har lyttet til mig på en måde, som man ikke har til de traditionelle grønne i den mere klassiske, europæiske forstand.

De nye grønne kommer ikke til kongressen og siger: ”Undskyld, høje herrer. Ville det være i orden hvis vi lige plantede et par træer her?” Vi har et meget større budskab. At handle grønt handler ikke bare om elkraft, men om national kraft. Det handler om, hvordan vi igen bliver stærke i dette land, og hvordan vi bliver respekterede og sikre igen.

At plante træer er også en stor del af min vision, men det er ikke det hele. Vi kommer fra et andet hjørne i denne debat. Jeg har dyb respekt for de ”gamle grønne”. Det er ikke et spørgsmål om at være bedre eller dårligere, siger han.

Det er nye toner i et USA, hvis regering i de forløbne otte år har rynket på næsen af alt, hvad der handlede om miljø og rutinemæssigt blokeret i internationale forhandlinger. Energibesparelser har ikke været en del af den politiske mainstream. Og derfor mener Friedman, at det er nødvendigt med bogens 448 sider med detaljerede analyser og blomstrende anekdoter for at forklare den amerikanske offentlighed, at det faktisk står helt galt til, hvorfor det gør det – og hvad der skal gøres.

– Jeg tror ikke, argumenterne er blevet præsenteret så godt som de burde. Vi har lige haft otte år med George Bush og Dick Cheney. George Bush kunne ikke få ordet c-c-conservation (energibesparelser) ud af sin mund, siger Friedman og hentyder til en af ekspræsidentens berygtede sprogsvipsere. Energibesparelser var et grimt ord for Dick Cheney, og han fik det aldrig over sine læber. Det var for piger. ”Mænd som mig sparer ikke på energien. Vi spiser og forbruger, for det er hvad magtfulde mennesker gør”. Han var en idiot, synes jeg, og han har aldrig forstået, hvordan energibesparelser kan gøre USA stærkere.

Thomas Friedman har større forhåbninger til præsident Obama. Han roser præsidentens satsninger på grønne jobs og grøn teknologi i de økonomiske hjælpepakker og udnævnelsen af personer til centrale topposter i regeringen. Men er stadig betænkelig ved, at energi- og klimapolitik ikke har fået den helt centrale placering, som er nødvendig.

– Jeg håber, at præsident Obama vil kunne bruge sin position, når vi kommer ud af denne økonomiske krise til at lave nogle forandringer. Til at være en reel educator-in-chief. Jeg ville bare ønske, at han ikke var bundet på hænder og fødder. Den økonomiske krise har i den grad suget ilten ud af lokalet.

PRIS OG INNOVATION

Thomas Friedman tror fremfor flere klimakonferencer mere på to grundlæggende elementer. Et prismæssigt incitament og innovation. Fastlagte energipriser skal vise forbrugere og energiproducenter, hvad de kan forvente, så de indretter adfærden derefter. Det signal skal gøre de beskidte energikilder fra helvede: olie, kul og gas dyrere og rene vedvarende energiformer som vind, sol og jordvarme billigere. Først da vil forandringen tage fart.

– Uden et prissignal, som skubber alle i den samme retning, bliver det meget svært. Jeg er ikke imod klimakonferencen i København (til december), jeg hepper da på den. Men jeg tror ikke på, at vi kan lovgive os ud af dette problem. Jeg tror simpelthen ikke på, at vi får 192 lande til at enes om en global ramme. Men alt hvad man kan opnå, vil være et fremskridt.

 Det andet element handler om at skabe et økosystem for innovation.

– Intet land har gjort det bedre end Danmark, og det siger jeg ikke for at smigre. Jeg beskriver det i min bog: Jeres CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder og regler. Det vil jeg gerne have USA til at gøre i fuld skala. I har skabt et system, der ansporer til massiv innovation. Hvorfor blev Danisco, Novozymes og Vestas skabt i dette lille land med fem millioner mennesker. Det var ikke en selvfølge. De virksomheder kunne være kommet ud af Portugal eller Schweiz, men det gjorde de ikke. Det er jo ikke fordi, I har så meget bedre vind, sol eller biomasse.

Hans kongstanke er at stimulere innovation. Som hans ofte gentagne soundbite lyder:

– Vi skal have 10.000 grønne opfindere i 10.000 garager, der afprøver 10.000 forskellige ting. 1000 af dem vil være lovende, 100 vil være sindssygt cool og to af dem vil blive det nye grønne Google eller Microsoft. ET – energiteknologi – bliver det nye IT, og det vil give reel forandring.

Her har europæiske lande og især Danmark været den rollemodel, som Thomas Friedman igen og igen fremhæver i den amerikanske debat.

– Jeg bliver hele tiden spurgt: Hvordan skulle det kunne lade sig gøre med skatter på CO2-udledning? Så siger jeg: Lad mig fortælle jer om Danmark. Her har de afgifter og benzin til over 10 kr. literen – de må jo være til rotterne, i fattighuset, de stakkels danskere. Næh, faktisk har de under en procent arbejdsløshed, en stabil valuta og en stor eksportindustri indenfor grøn teknologi. Er du klar over, hvor nyttigt det er for mig? Jeg har et konkret eksempel. Fortæl mig, hvad der er galt i det billede. Kæmpe eksportindustri baseret på ren teknologi, rent miljø, et stærkt moralsk eksempel – uafhængig af petrodiktaturer. Hvilket element bryder du dig ikke om, Rush Limbaugh (populær højreekstremistisk radiovært)?

LAD OS GØRE DET SPÆNDENDE

Jo mere man forbedrer teknologierne til at forhindre klimaændringer og nedsætte energiforbruget, jo større chance har man for at have teknologien til at tilpasse sig klimaforandring. Derfor skal man ikke droppe innovation og kun arbejde på tilpasning, som Bjørn Lomborg har været fortaler for, advarer  Friedman.

– Du fjerner det aspekt, hvor menneskeheden kan stræbe og innovere. Det fjerner motivationen.

Og vi skal motivere de unge. De skal stå og prøve ting af og regeringerne skal støtte op og fyre op under dem. Derfor betyder lederskab noget. Jeg har været til mange klimakonferencer i hele verden. Der er for mange hvide mænd i grå nålestribede habitter, der taler om klima. Der er ikke nok budskaber, der inspirerer og ansporer, og som unge mennesker virkelig kan tage til sig.

– Det er ikke så kedeligt, lad os gøre det spændende. Efter bogen udkom, har jeg har talt for virkelig store forsamlinger. Det siger mig, at folk er sultne efter en måde at tænke over det på.

Thomas Friedman understreger, at inspirationen og energien skal komme på en ærlig måde. Han langer i et bogens kapitler ”205 nemme måder at redde verden på” ud efter tendensen i USA og andre vestlige land til at tro, at vi i øjeblikket gennemlever en grøn revolution. Hvad er det for en revolution, hvor alle er vindere, ingen behøver at opgive noget og ”nem” er det tillægsord, der oftest bliver brugt sammen med grøn, spørger han. Det er ikke en revolution. Det er en fest. Og i Amerika er det for det meste et karneval, hvor det handler om at repræsentere sig som grøn. Virksomheders greenwashing og magasinernes grønne temanumre flytter ikke ret meget.

– Vi har ikke brug for flere Live Earth-koncerter og Earth Days, siger han indtrængende. Jeg vil ikke bevidstgøres mere nu. Hvis din bevidsthed ikke er vakt nu, er det fordi, du ikke hører efter. Tiden er inde til mindre sang, mindre lytten – og mere handling.

REDEFINER DEN AMERIKANSKE LIVSSTIL

Som samtalen skrider frem taler en mere og mere alvorlig Friedman, der også understreger, at

han ikke har fundet svaret på det allervigtigste spørgsmål: Er der en måde, man kan hæve levestandarden for jordens nye millarder af mennesker på vej ind i middelklassen uden at ødelægge klimaet, forurene miljøet, smadre naturen og opbygge store kreditbobler?

– Måske skal vi producere nogle andre ting. Færre fladskærme og forbrugsvarer og mere energieffektive produkter. Når jeg er i Danmark, så ser det ud, som om I er tættere på svaret, end vi er. Når jeg kører gennem Københavns indre by i myldretiden, ser jeg næsten lige så mange cykler som biler. Og folk cykler hjem til en meget god levestandard. Jeg kan lide det, I har gjort, men I lever i et lillebitte land. Det er nemt at have cykler i Danmark, hvor du kun er tre kvarter væk fra næsten hvorsomhelst, inkl. lufthavnen. Det er sværere her. Det vil kræve radikale ændringer.

– Vi amerikanere bliver nødt til at redefinere, hvad det betyder at være amerikaner på en mere bæredygtig måde og så opfinde redskaberne, så mange flere mennesker kan få en amerikansk livsstil uden at flå planeten i stykker.

Thomas Friedman lægger ikke skjul på, hvilken enorm udfordring det bliver. At ændre vejret er ikke et hobbyprojekt. Men han har også bestemt sig for at være optimist.

– Optimisterne plejer at tage fejl. Pessimisterne plejer at få ret. Men alle de store forandringer gennem historien kan optimisterne tage æren for. Så jeg kaster mit lod i deres skål.

Og det gør han med sit yndlingscitat, det bedste udtryk for behersket optimisme, som også slutter bogen: ”Vi har lige præcis tid nok – hvis vi begynder nu.”

Thomas Friedman

Thomas L. Friedman er en af verdens mest respekterede og indflydelsesrige journalister og klummeskribent ved New York Times. Forfatter til flere prisvindende bestsellerbøger om bl.a. Mellemøsten.

Hans nyeste bog ”Klimaets tidsalder” er udgivet på dansk i 2009 af Børsens Forlag.

 Friedman har bedt sine læsere om at komme med ideer til bogens næste udgaves 18. kapitel. Man kan deltage i debatten og stemme om andres ideer på www.thomaslfriedman.com/chapter18.

 Thomas Friedmans klummer kan – gratis – læses på nettet på www.nyt.com. Og bliver hver uge trykt i 100 andre aviser verden over.

Bragt i Politiken 2. maj 2009

Uden et klart signal om, at beskidte energikilder fra helvede – olie, kul og gas – bliver dyrere, og ren energi fra himlen – vind, sol, jordvarme – bliver billigere, får vi ikke klimapolitik, der batter, mener en af USA’s mest indflydelsesrige kommentatorer, Thomas Friedman fra New York Times.

af Birgitte Ramsø Thomsen

Thomas Friedman, i din nye bog, ‘ Klimaets tidsalder’, beskriver du, hvorfor ændringer i energipolitikken er nødvendige. Hvor står den brede, amerikanske befolkning i det spørgsmål?

»Jeg tror ikke, at argumenterne er blevet præsenteret så godt, som de burde. Vi har lige haft otte år med George Bush og Dick Cheney. For dem var miljøbeskyttelse et grimt ord. Det var for piger. Rigtige mænd forbruger«. »Bush og Cheney fattede ikke, hvordan en ny energipolitik kan genopbygge USA’s styrke. Nu har vi en ny præsident, og hvis han med sin oratoriske begavelse og formidlingsevner tager det på sig på en strategisk måde, har jeg gode forhåbninger.

Jeg håber, at han vil være lige så radikal, som dette tidspunkt i historien er«.

Obama nævnte energiuafhængighed og grøn energi i sin indsættelsestale?

»Du brugte det helt rigtige ord. Nævnte. Det var ikke hovedsagen. Det var en af egerne i hjulet. For mig er det det centrale omdrejningspunkt. Det er det spørgsmål, som ændrer alt i vores tid«. »Men lad os være fair. Obama er ramt af noget så altødelæggende som et økonomisk kollaps, så det er svært at stille det krav. Han har tre emner, han lige nu må prioritere højest: banker, banker og banker.

Alt andet er nr. 10, 11 og 12 på listen«.

Hvad tror du, at den nye præsident og hans regering vil bidrage med i forhold til energi og klima?

»Det er godt nyt, at Obamas hjælpepakke specifikt giver penge til energirigtig boligrenovering og intelligent energinetteknologi. Og en del af støtten til bilindustrien er krav om bilers energieffektivitet«.

»Der er bare én lille dårlig nyhed. Prisen på benzin er gået i bund. Og som jeg argumenterer for i min bog og i min klumme: Uden et klart signal om, at beskidte energikilder fra helvede – olie, kul og gas – bliver dyrere, og ren energi fra himlen – vind, sol, jordvarme – bliver billigere, får vi ikke forandring, der batter«.

»Der er nemlig grænser for, hvad en regering kan gøre med investeringer. I den sidste ende sker forandringerne, når forbrugerne efterspørger anderledes energieffektive produkter, fordi de kan se det langsigtede prissignal, som siger, at hvis jeg ikke skifter kurs, så vil det gå ud over mig selv«.

Hvad er den største hindring for regeringen?

»På grund af vores nødlidende økonomi er det svært for Obama at gøre den ene ting, som er vigtigst: at indføre en CO2-afgift enten som en del af et kvotesystem eller en ren afgift – suppleret med en højere afgift på benzin«.

»Bob Lutz, vicebestyrelsesformand for General Motors, har udtrykt det bedst: Man beordrer Detroit til at bygge mindre, lettere og mere benzinøkonomiske biler – men man udsender ikke et prissignal, som grundlæggende vil få forbrugerne til at købe dem. Det svarer til, at regeringen beordrede alle amerikanske skjortefabrikanter til kun at fremstille størrelse small. Og aldrig bad den amerikanske forbruger om at gå på slankekur. Hvor mange størrelse small sælger du så? Ikke mange.

Folk går ud og køber brugte medium, large og ekstra large. Det er det, som kommer til at ske med bilerne«.

Hvad er det store problem i forhold til USA’s energipolitik?

»For mig er der to fundamentale love for energieffektivitet. Den ene er, at prisen betyder noget. Den anden er, at du bliver nødt til at have en overordnet plan. Ellers producerer man majsethanol i Iowa, intelligente elnet her, støtter atomkraft dér og bruger stadig en masse kul og olie.

Hvis man ikke integrerer det i en samlet plan, får man ikke en effekt i fuld skala. Vi prøver at ændre vejret. Det er en stor ting.Så satses der ikke i stor skala, får du et hobbyprojekt«.

»Systemet i Amerika er helt fragmenteret. Vi har ikke en ‘ chief energy officer’. Det prøver Obama nu at indføre med Steve Chu (ny energiminister, red.) og Carol Browner. Jeg beundrer og er enig i den måde, Obama prøver at tackle problemet på. Han har skabt en koordinerende kontor i Det Hvide Hus under ledelse af Carol Browner, som forhåbentlig vil bringe alle disse ting sammen«.

Bliver krisen ikke også et problem for de internationale klimaforhandlinger?

»Jeg er ikke imod København (klimakonferencen i december, red.). Hvis man kan få 192 lande til at enes om verificerbare grænseværdier og reduktioner af deres CO2-udledninger, så må Gud velsigne jer. Jeg tror bare ikke, det vil ske«.

Hvad er så løsningen?

»Min tilgang er helt anderledes. Vi kan ikke regulere os ud af dette problem. Så put ikke alle æggene i den kurv. Få et prissignal. Få et økosystem for innovation. Hvilket i øvrigt intet land har gjort bedre end Danmark med CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder og regler. I har skabt et nødvendighedens økosystem, som ansporer til massiv innovation. Hvad I har gjort i Danmark i miniature er, hvad jeg ønsker, USA skal gøre i maksimumudgaven, så vi får effekten i fuld skala«.

»Min tilgang er at fokusere på, hvad der vil stimulere innovation. Hvad vil stimulere 10.000 grønne opfindere i 10.000 garager til at prøve 10.000 ting. 1.000 af dem vil være lovende, 100 vil være sindssygt cool, og 2 af dem vil blive det nye grønne Google og Microsoft. Og de kan virkelig give forandring i stor skala«.

Men er det sandsynligt, at private investorer vil hælde penge i disse titusinder af eksperimenter, når det endnu ikke er lykkedes at få succes i stor skala? I Danmark er innovation blevet hjulpet på vej af støtteordninger.

»’ ET’ – energiteknologi – bliver det nye it. Den næste store globale industri. Og hvis vi i USA gerne vil være et stort land, må man være stor i store ting. Man kan ikke være stor i små ting«.

Du skriver i din bog, om hvordan vi efter itboblen og finansboblen burde have en grøn boble. Men bobler udspringer af investeringer, som forventes at give hurtige profitter. Det er der måske ikke udsigt til i dette tilfælde?

»Jeg har et godt eksempel fra Europa. I Tyskland er der solceller på ethvert tag. Nogle betaler sig måske ikke uden den store statsstøtte, de modtager. Men den ordning efterlader en gigantisk solcelleinfrastruktur, når boblen måske brister.Den kan der bygges videre på, og den vil give et forspring, som vil tiltrække investorer, forskere, unge mennesker. Der vil være en version 2.0 og en version 3.0, og nogle vil tabe penge, ikke mindst staten og skatteyderne. Bobler er ikke bæredygtige, men i sidste ende skaber de en infrastruktur, som gør en forskel. Og det er regeringernes opgave at skabe en grøn boble«.

Vil det være muligt at opretholde den samme vækst, som vi har været vant til? Vil det ikke være nødvendigt at bremse forbrug og vækst?

»Det er nok det vigtigste spørgsmål, som man ikke behøver at være grøn og venstreorienteret for at stille. Skal vi ændre på kapitalismen? Skal vi fundamentalt ændre vores livsstil?«. »Hvis jeg nu sagde: »Du må ikke have bil mere«. Så ville du sige, at det vil ændre dit liv. Men hvis jeg sagde, at du ikke må have en bil, som vejer mere end 900 kg, ville du sige: »O. k. Jeg har stadig personlig mobilitet«. Hvis jeg sagde, at du kan kun få en bil, som kører 25 km på literen, ville det heller ikke være et problem«.

»Med andre ord: Vi har ikke engang prøvet de lette løsninger. Og før jeg beder dig om at ændre dig selv fundamentalt, kunne vi så ikke prøve de ting, der ligger ligefor. Lad os gå fra at være energihøge til at være energigazeller. Og så se, om vi behøver at blive energiskildpadder«.

Fakta: BLÅ BOG: THOMAS FRIEDMAN

Amerikansk journalist, forfatter og klummeskribent – særligt om international politik – på New York Times. Han er blevet kaldt den mest indflydelsesrige journalist i USA og har bl. a. fået Pulitzerprisen tre gange.

Udgav i 2007 bestselleren ‘ Verden er flad’ om globalisering. I maj udkommer opfølgeren på dansk på Børsens Forlag med titlen ‘ Klimaets tidsalder – hvorfor verden har brug for en grøn revolution’, med forord af klimaminister Connie Hedegaard.

I bogen argumenterer han for, at USA skal påtage sig rollen som bannerfører for investeringer i nye grønne teknologier, bl. a. for at opnå uafhængig energiforsyning.