Redigeret version bragt i Radikal Politik, august 2009
Thomas Friedman er klummeskribent på New York Times. Og en del af en ny indflydelsesrig liga, som argumenterer for, at ”going green” er den eneste vej frem for USA – og resten af verden. Han rejser jorden flad fra Grønland til Kina bl.a. med Danmark som mønstereksemplet.
Af Birgitte Ramsø Thomsen
En mærkvejrdig dag i Washington DC. Kalenderen siger februar, men temperaturen har en uge efter snestorm ramt 18 grader. I solskinnet har regeringsbyens professionelle habitter lagt vinterfrakken væk. Få uger efter præsident Obamas indsættelse i tindrende frostgrader er sneen nu fuldstændig smeltet over the Malls nedtrådte græs og en strid, lun blæst fejer gennem de åbne vidders gamle blade og nøgne træer.
Et kvarters gang derfra ligger New York Times’ redaktionskontorer.
Her huserer stjerneskribenten Thomas Friedman i et stort og hyggeligt hjørnekontor med polstret, højrødt sofaarrangement, når han ikke er fløjet et eller andet sted hen på kloden. Det er han ofte. For udover at skrive sine to ugentlige klummer til avisen, deltager han i klimatopmøder, interviewer regeringschefer, forskere, virksomhedsledere og græsrødder og researcher til sine artikler og bøger.
Som ofte før, får den indledende snak om vejret med Friedman en ekstra dimension. Og ikke af den betryggende slags. Klimarekorder bliver nu sat overalt på kloden – også her i Washington DC.
”Global weirding” kaldes det også i Thomas Friedmans nye bog, som Radikal Politiks udsendte taler med ham om, mens han tygger sig igennem sin frokostsandwich.
DE NYE GRØNNE
Thomas Friedman er en af de amerikanere, som er overbevist om, at klimaændringerne er alvorlige, at der skal handles nu – og at problemerne kan vise sig at indeholde store muligheder. Men det er nu ikke så meget indholdet i det, han siger, der er bemærkelsesværdigt.
At situationen er alvorlig og hvorfor vi er endt i den, kommer ikke som et chok for de fleste oplyste europæere. Det er mere det, at det nu siges i USA– fra en fremtrædende plads og med eftertryk. Friedmans holdninger er markante og radikale i et USA, som har været mildt sagt fodslæbende med at erkende sin rolle og anerkende sit ansvar. Og det er ikke mindst usædvanligt, at en tidligere udenrigskorrespondent og anerkendt politisk kommentator som fx. har været glødende tilhænger af krigen i Irak (”af demokratiske grunde”) med brask og bram er gået ind i klima- og energidebatten.
Hans prædikestol er dels New York Times, hvor hans klummer hver uge bliver læst af flere millioner læsere og hvor han har vundet tre Pulitzer-priser for sin journalistik. Dernæst hans bestsellerbøger bl.a. ”The world is flat” fra 2007 (om globalisering) og den nyeste ”Klimaets tidsalder ” (am.: Hot, flat and crowded – Why America needs a green revolution).
For Friedman handler det ikke om kramme træer og redde nuttede isbjørne. Han har en meget større, national dagsorden.
USA skal investere massivt i at udvikle nye, grønne teknologier, dels fordi det er nødvendigt af hensyn til det globale klima og miljø. Men også for at opnå uafhængighed af den olie, som USA er blevet misbruger af og som støtter petrodictators i Mellemøsten. Og indirekte terror og kaos, mener han.
En positiv anmeldelse i det for amerikanske forhold venstreorienterede tidsskrift American Prospect fik Thomas Friedman til at se på sin egen rolle i energi- og klimadebatten på en ny måde. Anmelderen David Roberts udnævnte Friedman til at være en del af en nyslået grøn koalition, som har set dagens lys i den amerikanske klimadebat: De nye grønne.
– Jeg er en af dem som virkelig har bragt grønne emner ind i strategidiskussioner, ind i bestyrelseslokalerne hos virksomheder, som har lyttet til mig på en måde, som man ikke har til de traditionelle grønne i den mere klassiske, europæiske forstand.
De nye grønne kommer ikke til kongressen og siger: ”Undskyld, høje herrer. Ville det være i orden hvis vi lige plantede et par træer her?” Vi har et meget større budskab. At handle grønt handler ikke bare om elkraft, men om national kraft. Det handler om, hvordan vi igen bliver stærke i dette land, og hvordan vi bliver respekterede og sikre igen.
At plante træer er også en stor del af min vision, men det er ikke det hele. Vi kommer fra et andet hjørne i denne debat. Jeg har dyb respekt for de ”gamle grønne”. Det er ikke et spørgsmål om at være bedre eller dårligere, siger han.
Det er nye toner i et USA, hvis regering i de forløbne otte år har rynket på næsen af alt, hvad der handlede om miljø og rutinemæssigt blokeret i internationale forhandlinger. Energibesparelser har ikke været en del af den politiske mainstream. Og derfor mener Friedman, at det er nødvendigt med bogens 448 sider med detaljerede analyser og blomstrende anekdoter for at forklare den amerikanske offentlighed, at det faktisk står helt galt til, hvorfor det gør det – og hvad der skal gøres.
– Jeg tror ikke, argumenterne er blevet præsenteret så godt som de burde. Vi har lige haft otte år med George Bush og Dick Cheney. George Bush kunne ikke få ordet c-c-conservation (energibesparelser) ud af sin mund, siger Friedman og hentyder til en af ekspræsidentens berygtede sprogsvipsere. Energibesparelser var et grimt ord for Dick Cheney, og han fik det aldrig over sine læber. Det var for piger. ”Mænd som mig sparer ikke på energien. Vi spiser og forbruger, for det er hvad magtfulde mennesker gør”. Han var en idiot, synes jeg, og han har aldrig forstået, hvordan energibesparelser kan gøre USA stærkere.
Thomas Friedman har større forhåbninger til præsident Obama. Han roser præsidentens satsninger på grønne jobs og grøn teknologi i de økonomiske hjælpepakker og udnævnelsen af personer til centrale topposter i regeringen. Men er stadig betænkelig ved, at energi- og klimapolitik ikke har fået den helt centrale placering, som er nødvendig.
– Jeg håber, at præsident Obama vil kunne bruge sin position, når vi kommer ud af denne økonomiske krise til at lave nogle forandringer. Til at være en reel educator-in-chief. Jeg ville bare ønske, at han ikke var bundet på hænder og fødder. Den økonomiske krise har i den grad suget ilten ud af lokalet.
PRIS OG INNOVATION
Thomas Friedman tror fremfor flere klimakonferencer mere på to grundlæggende elementer. Et prismæssigt incitament og innovation. Fastlagte energipriser skal vise forbrugere og energiproducenter, hvad de kan forvente, så de indretter adfærden derefter. Det signal skal gøre de beskidte energikilder fra helvede: olie, kul og gas dyrere og rene vedvarende energiformer som vind, sol og jordvarme billigere. Først da vil forandringen tage fart.
– Uden et prissignal, som skubber alle i den samme retning, bliver det meget svært. Jeg er ikke imod klimakonferencen i København (til december), jeg hepper da på den. Men jeg tror ikke på, at vi kan lovgive os ud af dette problem. Jeg tror simpelthen ikke på, at vi får 192 lande til at enes om en global ramme. Men alt hvad man kan opnå, vil være et fremskridt.
Det andet element handler om at skabe et økosystem for innovation.
– Intet land har gjort det bedre end Danmark, og det siger jeg ikke for at smigre. Jeg beskriver det i min bog: Jeres CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder og regler. Det vil jeg gerne have USA til at gøre i fuld skala. I har skabt et system, der ansporer til massiv innovation. Hvorfor blev Danisco, Novozymes og Vestas skabt i dette lille land med fem millioner mennesker. Det var ikke en selvfølge. De virksomheder kunne være kommet ud af Portugal eller Schweiz, men det gjorde de ikke. Det er jo ikke fordi, I har så meget bedre vind, sol eller biomasse.
Hans kongstanke er at stimulere innovation. Som hans ofte gentagne soundbite lyder:
– Vi skal have 10.000 grønne opfindere i 10.000 garager, der afprøver 10.000 forskellige ting. 1000 af dem vil være lovende, 100 vil være sindssygt cool og to af dem vil blive det nye grønne Google eller Microsoft. ET – energiteknologi – bliver det nye IT, og det vil give reel forandring.
Her har europæiske lande og især Danmark været den rollemodel, som Thomas Friedman igen og igen fremhæver i den amerikanske debat.
– Jeg bliver hele tiden spurgt: Hvordan skulle det kunne lade sig gøre med skatter på CO2-udledning? Så siger jeg: Lad mig fortælle jer om Danmark. Her har de afgifter og benzin til over 10 kr. literen – de må jo være til rotterne, i fattighuset, de stakkels danskere. Næh, faktisk har de under en procent arbejdsløshed, en stabil valuta og en stor eksportindustri indenfor grøn teknologi. Er du klar over, hvor nyttigt det er for mig? Jeg har et konkret eksempel. Fortæl mig, hvad der er galt i det billede. Kæmpe eksportindustri baseret på ren teknologi, rent miljø, et stærkt moralsk eksempel – uafhængig af petrodiktaturer. Hvilket element bryder du dig ikke om, Rush Limbaugh (populær højreekstremistisk radiovært)?
LAD OS GØRE DET SPÆNDENDE
Jo mere man forbedrer teknologierne til at forhindre klimaændringer og nedsætte energiforbruget, jo større chance har man for at have teknologien til at tilpasse sig klimaforandring. Derfor skal man ikke droppe innovation og kun arbejde på tilpasning, som Bjørn Lomborg har været fortaler for, advarer Friedman.
– Du fjerner det aspekt, hvor menneskeheden kan stræbe og innovere. Det fjerner motivationen.
Og vi skal motivere de unge. De skal stå og prøve ting af og regeringerne skal støtte op og fyre op under dem. Derfor betyder lederskab noget. Jeg har været til mange klimakonferencer i hele verden. Der er for mange hvide mænd i grå nålestribede habitter, der taler om klima. Der er ikke nok budskaber, der inspirerer og ansporer, og som unge mennesker virkelig kan tage til sig.
– Det er ikke så kedeligt, lad os gøre det spændende. Efter bogen udkom, har jeg har talt for virkelig store forsamlinger. Det siger mig, at folk er sultne efter en måde at tænke over det på.
Thomas Friedman understreger, at inspirationen og energien skal komme på en ærlig måde. Han langer i et bogens kapitler ”205 nemme måder at redde verden på” ud efter tendensen i USA og andre vestlige land til at tro, at vi i øjeblikket gennemlever en grøn revolution. Hvad er det for en revolution, hvor alle er vindere, ingen behøver at opgive noget og ”nem” er det tillægsord, der oftest bliver brugt sammen med grøn, spørger han. Det er ikke en revolution. Det er en fest. Og i Amerika er det for det meste et karneval, hvor det handler om at repræsentere sig som grøn. Virksomheders greenwashing og magasinernes grønne temanumre flytter ikke ret meget.
– Vi har ikke brug for flere Live Earth-koncerter og Earth Days, siger han indtrængende. Jeg vil ikke bevidstgøres mere nu. Hvis din bevidsthed ikke er vakt nu, er det fordi, du ikke hører efter. Tiden er inde til mindre sang, mindre lytten – og mere handling.
REDEFINER DEN AMERIKANSKE LIVSSTIL
Som samtalen skrider frem taler en mere og mere alvorlig Friedman, der også understreger, at
han ikke har fundet svaret på det allervigtigste spørgsmål: Er der en måde, man kan hæve levestandarden for jordens nye millarder af mennesker på vej ind i middelklassen uden at ødelægge klimaet, forurene miljøet, smadre naturen og opbygge store kreditbobler?
– Måske skal vi producere nogle andre ting. Færre fladskærme og forbrugsvarer og mere energieffektive produkter. Når jeg er i Danmark, så ser det ud, som om I er tættere på svaret, end vi er. Når jeg kører gennem Københavns indre by i myldretiden, ser jeg næsten lige så mange cykler som biler. Og folk cykler hjem til en meget god levestandard. Jeg kan lide det, I har gjort, men I lever i et lillebitte land. Det er nemt at have cykler i Danmark, hvor du kun er tre kvarter væk fra næsten hvorsomhelst, inkl. lufthavnen. Det er sværere her. Det vil kræve radikale ændringer.
– Vi amerikanere bliver nødt til at redefinere, hvad det betyder at være amerikaner på en mere bæredygtig måde og så opfinde redskaberne, så mange flere mennesker kan få en amerikansk livsstil uden at flå planeten i stykker.
Thomas Friedman lægger ikke skjul på, hvilken enorm udfordring det bliver. At ændre vejret er ikke et hobbyprojekt. Men han har også bestemt sig for at være optimist.
– Optimisterne plejer at tage fejl. Pessimisterne plejer at få ret. Men alle de store forandringer gennem historien kan optimisterne tage æren for. Så jeg kaster mit lod i deres skål.
Og det gør han med sit yndlingscitat, det bedste udtryk for behersket optimisme, som også slutter bogen: ”Vi har lige præcis tid nok – hvis vi begynder nu.”
Thomas Friedman
Thomas L. Friedman er en af verdens mest respekterede og indflydelsesrige journalister og klummeskribent ved New York Times. Forfatter til flere prisvindende bestsellerbøger om bl.a. Mellemøsten.
Hans nyeste bog ”Klimaets tidsalder” er udgivet på dansk i 2009 af Børsens Forlag.
Friedman har bedt sine læsere om at komme med ideer til bogens næste udgaves 18. kapitel. Man kan deltage i debatten og stemme om andres ideer på www.thomaslfriedman.com/chapter18.
Thomas Friedmans klummer kan – gratis – læses på nettet på www.nyt.com. Og bliver hver uge trykt i 100 andre aviser verden over.