Et globalt reality-tjek

Verden er langt mindre globaliseret, end mange af os går og forestiller os. De kække slagord fra 00’erne om, at “verden er flad”, får erhvervsledere verden over til at skyde helt forbi målet. Og det er dybt foruroligende, mener den indiskfødte globaliseringsguru Pankaj Ghemawat fra IESE Business School i Barcelona. For uden en realistisk fornemmelse for, hvordan verden hænger sammen, kan vi ikke opnå de gevinster og fremskridt, som ligger og venter globalt.

Af journalist Birgitte Ramsø Thomsen 

Strategiprofessor Pankaj Ghemawat har en procentgætteleg, han plejer at indlede med, når han taler til erhvervsledere. Det har han gjort i efterhånden 50 lande, og det handler om internationalisering.

Hvor stor en del af verdens telefonsamtaler er internationale i betydningen, at de krydser nationale grænser, spørger han? Hvor stor en procentdel af post, universitetsstuderende, investeringer, patenter, eksport, offentlig gæld etc.? Som oftest gætter tilhørerne forkert. Og alt for højt! For eksempel udgør internationale telefonsamtaler mindre end 2 procent. Direkte investeringer 10 procent. Kun cirka 18 procent af al internettrafik krydser en national grænse. Og så videre.

Det er ikke små fejl-judgements, der er tale om – og det bekymrer særligt professoren, at langt hovedparten af internationale erhvervsledere og beslutningstagere har et helt skævt syn på, hvor integreret verden er. Tendensen er altid, at man overestimerer, oplever Pankaj Ghemawat, der med sin seneste bog ”World 3.0” har cementeret sin status som en globaliseringsstrateg, der nyder lige så stor anseelse i den akademiske verden som i det internationale erhvervsliv, hvor han er en efterspurgt konsulent.

Ledere overvurderer mest 
– Når man ser en mere end ti gange så stor forskel mellem estimater og reelle tal, så begynder selv jeg, som er økonom, at blive ubehageligt til mode. Det er hinsides enhver tilladelig fejlmargen. Vi kan måske undskylde populære forfattere, der skal sælge bøger, deres overdrivelser, men det er interessant, at den misopfattelse trives, når man spørger ledere mere generelt. Og jo højere oppe ad rangstigen, jo værre. På CEO-niveau overvurderes med en faktor én til fire, fortæller Pankaj Ghemawat til Ledelseidag.dk i forbindelse med et nyligt besøg i København.

Den indiskfødte Ghemawat har nu i seks år været professor i Global Strategy på IESE Business School i Barcelona efter en glorværdig karriere på Harvard Business School. Han er et fyrtårn på mere end sit faglige felt med sine 1,95 i højden og med markante sorte briller. Over en latte i Bella Skys Library Bar uddyber han sine bekymringer i præcise statements, som kunne passe lige så godt ind i hans faktatunge, men letlæste bøger, i universiteternes auditorier og foran de utallige internationale erhvervsfora, som er sultne efter konkrete input til, hvordan man navigerer i en turbulent tid.

Globaloney 
Globalisering har været et buzzword så længe, at det er blevet til en slags accepteret sandhed, at verden forlængst er globaliseret, at nationale grænser og kulturelle forskelle er holdt op med at have særlig stor betydning, og at det for erhvervslivet bare gælder om at hænge med på det store globaliserings-tog, som buldrer derudad.

Men det er ikke sandt, nærmere globaloney – globa-pladder. Det begreb bruger Ghemawat som samlebetegnelse for den slags varme luft, som han har brugt en stor del af sin berømte bog på at ramme en pæl af data og statistik igennem. Data for, hvor reelt lidt vores verden er globaliseret, på trods af store teknologiske udviklinger, ikke mindst på grund af internettet.

“Føler du dig godt druknet i data? Godt, det er hele pointen”, lyder det i bogen. Verden er kun semi-globaliseret i dag – og det vil den stadig være i morgen.

Verden er ikke flad
New York Times-skribenten Thomas Friedman, forfatter til bestselleren “Verden er flad” fra 2005, er blevet hans yndlingsobjekt. Friedmans læsere ved, at han altid er leveringsdygtig i fejende metaforer, underholdende anekdoter og top level namedropping fra sine konstante rejser rundt om i verdens brændpunkter. Og ikke så meget andet, mener Ghemawat.

Pro-globaliseringens bannerfører nr. 1 har haft stor indflydelse på debatten, men rammer fuldstændig ved siden af skiven.

Hvad er dit største problem med Thomas Friedmans bog og dens store opbakning?

– Da jeg for første gang publicerede nogle af mine data i tidsskriftet “Foreign Policy” for et par år siden, skrev Tom ind med kritikken: “Ghemawats data er begrænsede”. Det var en forbavsende kommentar, for mit største problem med “Verden er flad” er, at hvis du ser på dens 450 sider, er der ikke et eneste skema, diagram, tabel, reference eller fodnote. Så den er fuldstændig blottet for data, ud over det anekdotiske: “Jeg kender en mand, som sagde dette til mig”. Resultatet er, at han tager fundamentalt fejl.

Indisk it beviser alt
Et enkelt favoriteksempel er Friedmans brug af den indiske it-sektor som eksempel på globalisering. Faktisk var det et besøg hos it-giganten Unisys i Bangalore og den tidligere CEO Nandan Nilekanis udtalelse om, at “Den globale spillebane er ved at blive jævnet ud”, som inspirerede Thomas Friedman til selve titlen: “Verden er flad”. Nemlig uden de bjergkæder og dale af tid, historie og geografi, som ifølge ham er blevet irrelevante efter ny it-teknologi har ændret alt.

– Friedmans brug af den indiske it-sektor er særligt belejligt for mig, for min største ikke-akademiske opgave igennem de sidste 12 år har været som strategirådgiver for den største indiske softwarevirksomhed Tata Consultancy Services (TSC) i en eller to måneder årligt, så det er en sektor, jeg har et mere end gennemsnitligt kendskab til, konstaterer Pankaj Ghemawat.

Og hvor global er indisk it overhovedet, her syv år efter Friedmans bog udkom? Ghemawat opregner, hvordan virkeligheden her beviser hans tese om, at sprog, kultur, lovgivning, geografi etc. overhovedet ikke er tromlet flade af globaliseringstoget.

– 80 procent af indisk it-eksport går stadig til engelsktalende markeder, så sprog betyder noget. Indien er for tiden ved at anlægge sag ved WTO mod USA’s visa-restriktioner, hvilket minder os om, at administrative regler påvirker, hvor godt eller skidt indiske it-virksomheder kan servicere udenlandske markeder.

Geografisk er der en tendens til nearshoring, hvor indiske it-virksomheder etablerer sig tæt på kunden i Europa og Sydamerika. TSC har store offshore-centre i Budapest, som håndterer det tyske marked, og der er centre i Brasilien og i Mexico, som håndterer spansk- og portugisisktalende markeder. Den vigtigste grund er ikke, at programmørerne dér er billigere. Det er, fordi kunden vil have en lokal tilstedeværelse.

Og til sidst, den store drivkraft bag industrien er den økonomiske forskel, hvor en indisk softwareprogrammør stadig koster en sjettedel af en amerikansk. I en perfekt integreret verden ville den forskel allerede være forsvundet, men den vil vi se fortsætte lang tid endnu, forudsiger Ghemawat.

Kig på de nøgne fakta 
Friedmans eksempel er en illustration af, hvor langt væk fra realiternes verden man kan komme, hvis man kun jagter historier og ikke ser på de nøgne fakta, mener Ghemawat. Og han er efter eget udsagn dybt overrasket over, hvor populære den slags fejlagtige globaloney-antagelser er blevet blandt ledere.

– Det er virkelig slående. Jeg var sammen med det næstøverste lag af ledere på en stor bilkoncern for to uger siden. Jeg starter igen med at spørge – hvor mange af jer tror på, at “verden er flad”? 80 procent af hænderne går i vejret. Og det slående er, at der er tale om folk, som har gjort ting som at lede fabrikker i Kina og Indien. De burde vide, at den lokale virkelighed er meget forskellig fra virkeligheden hjemme i Europa.

Og hvad er så grunden til, at de her opfattelser er så levedygtige?

En del af det, som er på færde, ud over fraværet af data i debatten, er, at det grundlæggende er “cool” at mene, at verden er ensrettet, mener Ghemawat.

– Det synes at indikere, at du tænker fremadrettet og så videre. I mange kredse har man bare ikke fattet noget, hvis man ikke bekender sig til “Verden er flad”-synspunktet på globalisering. Du bliver nærmest betragtet som en dinosaur.

– Men mange af de svar, som folk giver i spørgeundersøgelser, handler for mig at se mere om, at de gerne vil bære et modernitetens emblem, end det er en fornuftig refleksion over, om det er blevet lettere eller sværere at komme igennem Heathrow i de seneste 10 år.

Mere globalisering, tak 
Men selv om du mener, at vi er langt mindre globaliserede, end vi gerne vil tro, siger du også, at vi skal efterstræbe mere globalisering og mere integration? Hvorfor?

– Lad os antage som udgangspunkt, at verden er cirka 10-20 procent globaliseret, frem for komplet globaliseret. Det er socialt vigtigt at anerkende dette af to grunde. Den ene er, at det minder os om, at der er potentiale for yderligere gevinster gennem globalisering, som vi ikke ville kunne få øje på, hvis vi tror, at verden er 90-100 procent globaliseret. At være i stand til at se, at der kan opnås mere, afhænger af, om vi har en realistisk fornemmelse af, hvor globale vi er. Hvis vi tror, at verden er flad, så har vi gjort, hvad vi kan, og det bedste, vi kan håbe på, er at undgå at glide baglæns. Vi kan ikke gøre fremskridt.

For det andet sætter en realistisk forståelse et perspektiv på meget af den frygt, som mennesker har i forhold til globalisering, mener Ghemawat.

Som eksempel bruger han tal for USA’s handel med Kina. Han medgiver, at underskud på handelsbalancen kan være et alvorligt problem, men minder om, hvad et enkelt kig på for eksempel tal på forbrugsudgifter siger: Mindre end to procent af det amerikanske forbrug udgøres af importvarer fremstillet i Kina.

– Det er overraskende for de fleste amerikanere og for de fleste beslutningstagere. Men det gør ret simpelt op med på den forsimplede holdning, at man kan klare arbejdsløshedsproblemet ved at stoppe import fra Kina.

Pankaj Ghemawat står nemlig ikke kun i opposition til de glade “Verden er flad”-tilhængere i erhvervslivets top. Han har i lige så høj grad skarpe ord og fintslebne argumenter til de politiske anti-globalister, der rider på en folkelig frygt. Der får alle problemer til at handle om globalisering og tror, at det er muligt at vende tilbage til en Verden 1.0, hvor nationalstaterne bestemmer. Den protektionistiske holdning vil få dystre konsekvenser for verdens velfærd, forudsiger Ghemawat.

Hvad er de typiske fejl, som erhvervsledere gør, hvis de tror på, at “verden er flad”?

Én fejl er idéen om, at den samme strategi, som førte til succes på hjemmebane, vil virke i udlandet. Der er mange eksempler på, at det ikke fungerer, og i en vis forstand er det den ældste lærestreg i internationalisering. Virksomhederne gør det typisk, når de er løbet tør for vækstmuligheder på hjemmemarkedet. Men igen og igen ser man folk lave de samme fejltagelser, hvor de ikke anerkender anderledeshed, om det så er politisk, kulturelt eller på andre dimensioner. Og det er bemærkelsesværdigt, hvordan ellers intelligente mennesker, som arbejder i ukendt terræn, kan træde forkert, lyder det fra Pankaj Ghemawat.

Loven om nærhed 
Ghemawat’s yndlingseksempel er citatet fra Lee Scott, Walmarts CEO og bestyrelsesformand, som før ekspansionen blev spurgt, hvorfor han troede Walmart ville blive en international succes. Hans svar var: “Hør nu, hvis vi kan flytte fra Arkansas til Alabama, hvor meget anderledes kan Argentina så være?”. Det viste sig at være meget anderledes – og ikke profitabelt. Walmart tjener i dag kun penge i Canada, Mexico, Puerto Rico – alle lande, som ligner USA relativt meget. Det er en anden af Ghemawats øjenåbnere: Der findes en “Lov om nærhed”, også inden for handel og eksport. Det er nemmest at gøre det med lande, som ligner os selv.

– Min pointe til erhvervslederne er ikke, at man ikke skal bevæge sig langt hjemmefra. Men hvis man tror, alle steder er som derhjemme, kommer man i problemer, jo længere hjemmefra man kommer.

Skal danske erhvervsledere, der vil internationalisere, til at handle anderledes på baggrund af den viden?

– Der er ikke rigtigt noget, der slår tilstedeværelse. Så det er vigtigt, at medarbejderne bevæger sig rundt i organisationerne. Det er stadig noget, som mange organisationer har svært ved, for frygten hos karrieremennesker er, at hvis de befinder sig langt fra hovedkontoret, bliver de ikke forfremmet lige så hurtigt. Og de har ret, for folk kan godt regne den ud. Så medmindre man ændrer incitamenterne, så ved medarbejderne godt, at lige meget hvor meget toplederen taler om det, så er en tur til Shanghai en billet til det langsomme spor. Der skal lægges mere vægt på at flytte rundt på folk på måder, som fremskynder frem for at sinke deres fremdrift, råder han.

Ghemawat taler ikke kun for udstationering på den traditionelle måde, hvor en dansker tager af sted fra København som direktøren for det hele. Han taler også om at bruge det udenlandske selskabs lederpotentialer og flytte deres ansatte rundt i organisationerne.

Flere udstationeringer – også til Danmark 
Og her finder han det slående, at antallet af udstationeringer er faldet stort i antal. De regnes for meget omkostningstunge i de store virksomheder, som har et skarpt øje på udgifterne. Det er ikke den vej, man skal gå, hvis man gerne vil udvikle dybde i sin globale ledelse, advarer han.

– Find måder at udnytte den lokale ekspertise, hvad enten det er lokale ansatte eller lokale partnere. For afstanden til markeder i Asien vil for danske virksomheder være meget længere end for markeder i Europa, kulturelt, politisk og geografisk.

– Forestillingen om, at det kan man klare alene, er urealistisk. Erfaringerne siger, at hvis man skal virkelig langt væk, skal man tænke nøje over, hvor meget af den tunge opgave med at tilpasse jer og lære om et helt fremmed miljø I har lyst til at tage på egne skuldre i forhold til at have en partner med, som kan hjælpe.

Skal virksomheder også til at rekruttere talenter, som har et mere kosmopolitisk mindset?

– Ja. For det er ikke alle, som har en åbenhed over for fremmede kulturer. Det er overraskende, at det for mange virksomheder ikke er et eksplicit ansættelseskriterium. Det er nemlig svært at ansætte nogen, som er meget lukkede som voksne, og så ændre dem til at være nogen, som gerne vil udforske, lære og tænke anderledes. Man skal til at ansætte i forhold til holdninger på denne dimension og ikke kun i forhold til kompetencer.

Test dig selv: Er du kosmopolit?
Og skulle man undervejs selv blive i tvivl om, præcis hvor åben og kosmopolitisk man er, har Ghemawat udviklet en simplificeret nettest [1].

Her kan man via spørgsmål som “Jeg taler flere sprog”, “Jeg læser aviser og magasiner om internationale forhold” og “Jeg har det fint med at arbejde sammen med folk fra forskellige kulturer og baggrunde” få en hurtig og gratis evaluering af, hvilke områder som godt kunne udvikles.

For stempler i passet gør det ikke alene. Korte ophold har ofte kun kortvarig effekt, for det handler om både at flytte sig fysisk og mentalt, påpeger Ghemawat.

– Implicit er de 15 spørgsmål i testen jo også forslag til, hvor man kan ændre eller forbedre sig. Hvis man ikke bruger meget tid på at læse udenlandske nyhedskilder, så er det jo nemt at lave om på, siger han med et skævt smil.

Og selv en sand verdensborger, som professor Ghemawat, der er på farten en stor del af sin tid, født i Indien, uddannet i USA, og som nu har boet i Spanien i seks år, kan vejes og finde sig selv for lidt global.

– Jeg var lidt træt af at blive mødt med, at jeg var en levende modsigelse af min egen teori. Så jeg lavede et kort over mine egne kontakter.

Og selv om Ghemawat havde forventet det, var han også lidt chokeret over, at selv hans eget personlige netværk i meget høj grad er et produkt af, hvilke lande han har boet i. Derfor har han som mål at udvide med flere kontakter – og rejser – i Sydøstasien.

– Det har givet mig meget. Pointen er, at man lærer meget af at læse bøger, men du får ikke den umiddelbare forståelse, som det giver at rejse ud.

Noter:

1. Testen kan findes her, og testresultatet sammenlignes med en international gruppe af MBA-studerende på højt niveau

Penkaj Ghemawat er Anselmo Rubiralta Professor of Global Strategy ved IESE Business School i Barcelona, som er regnet for den bedste business school uden for USA. Fra 1983 til 2008 var han en del af Harvard Business Schools lærerstab. Han er 52 år i dag, og i 1993, i en alder af 33, blev han som den yngste i skolens historie udnævnt til professor. Han blev i 2008 også den yngste “guru”, der optræder i The Economists liste over de største ledelsestænkere nogensinde.

Hans bøger inkluderer: “Commitment”, “Games Businesses Play”, “Strategy and the Business Landscape” og “Redefining Global Strategy” foruden den nyeste “World 3.0”, som har vundet 50Thinkers Book Award 2011.

Han er en efterspurgt oplægsholder og konsulent i mange lande.

Læs meget mere på www.ghemawat.com

 

 

Publiceret i Ledelseidag.dk, august 2012